Efteruddannelse ikke i et tomrum

Jeg vil starte med at glæde mig over, at Carsten Juul tager emnet op, for jeg er sikker på, at en lang række mennesker går rundt med samme holdninger, og jeg fristes til at sige fordomme, som Carsten Juul.

Nu eksisterer efteruddannelsesmarkedet jo ikke i et tomrum, men udvikler sig hele tiden som svar på de behov, arbejdsmarkedet og den enkelte oplever, at de har. Niels Åkerstrøm m.fl. gør i bogen 'Kærlighed og omstilling. Italesættelse af den offentligt ansatte' på udmærket vis rede for, hvordan medarbejderrollen og relationen mellem medarbejder og arbejdsgiver har udviklet sig gennem tid. Og ændrede roller og ændrede relationer fører til ændrede behov for efteruddannelse.

Det vil føre for vidt her at beskrive samfundsudviklingen og udviklingen på arbejdsmarkedet gennem de sidste 100 år, men kravene til arbejdskraften har (naturligvis) ændret sig med den. I vores del af verden er de fleste af os beskæftiget i immaterielle jobs som service- eller vidensmedarbejdere, hvilket naturligt kalder på en anden viden og andre kompetencer end dem bonden, håndværkeren eller industriarbejderen havde brug for. Det ligger der en lang række udfordringer i for både medarbejderen, arbejdsgiveren, fagforeningerne og kursusudbydere. De færreste fejrer i dag 40 års jubilæum på deres arbejdsplads, og gør de det, laver de allerfleste noget helt andet end det, de oprindeligt blev ansat til.

Lad mig bruge den teknologiske udvikling på it-området som parallel til udviklingen i dag af det, der måske kommer til at hedde sociale teknologier. Informationsteknologien skabte masser af nye jobs, men også massefyringer i f.eks. finans- og trykkeribranchen. Også da det skete, var der nogle, der som Carsten Juul forbeholdt sig ret til ikke at tilegne sig nye redskaber, teknologier og kompetencer. Og sådan er vi mennesker jo forskellige - nogle sætter læhegn op, når det blæser, andre vindmøller. Også fagforeningerne har reageret og reagerer stadig forskelligt på de nye udfordringer, deres medlemmer møder. Nogle fagforeninger var hurtige til at stille krav om øgede efteruddannelsesmuligheder og stille krav om det, som en rettighed at kunne holde sin arbejdskraft ved lige på arbejdsgiverens bekostning, mens andre var defensive i deres reaktioner. Og kursusudbyderne, ja de agerer jo på et frit marked, så de er der med det udbud, arbejdsgivere og arbejdstagere oplever, at der er behov for.

Som antydet indledningsvist kan jeg ikke genkende Carsten Juuls beskrivelse af det eksisterende efteruddannelsesmarked som et, der skulle have til formål at gøre alle ens. Måske ikke overraskende, da jeg selv arbejder som ledelses- og organisationskonsulent, er jeg helt klart uenig med Carsten Juul i, om det er godt eller skidt at lade sig efteruddanne, så man f.eks. lærer sig selv og sine reaktionsmønstre bedre at kende, at lytte til sine kolleger uden på forhånd fastlåste opfattelser af, hvad de vil sige eller får indsigt i og redskaber til konfliktløsning. Jeg er ikke som Carsten Juul bekymret for overgreb på den enkelte, da det ikke er terapi, der bedrives på det arbejdsmarkedsrelaterende efteruddannelsesmarked, og for langt de fleste på arbejdsmarkedet er det i dag et 'must' at kunne samarbejde.

Og til slut for en ordens skyld. Gennem erhvervelse af den indsigt og de kompetencer Carsten Juul argumenterer imod, lærer man netop at sige tydeligt 'nej' og 'ja'. Forskellen er, at man så kan gøre det på en måde, så man bliver lyttet til og ikke blot oplevet som kontrær.