Statslig økonomistyring i nyt råderum

17-12-2009
3 min.

Kommentar.

Topledere og økonomichefer i den offentlige sektor kan drage strategisk fordel af udviklingen inden for økonomistyring, hvis de bringer de rette kompetencer og kulturer på banen. Men mange topledere i den statslige sektor er vant til at navigere inden for centrale rammer og detailstyring, og har måske ikke fuldt fokus på de nye frihedsgrader. Der eksisterer et uudnyttet potentiale for den strategisk visionære topleder i alliance med en moderne økonomichef, og på den lange bane formår de dygtigste ledere at spille på de nye strenge.

Der sker i øjeblikket en centralisering af den operationelle del af den statslige økonomistyring. Men denne centralisering gælder ikke den strategiske del af økonomistyringen. Tværtimod giver centraliseringen bedre muligheder og bedre ressourcer til at bruge de nye driftsøkonomiske værktøjer lokalt. Konkret samler Økonomistyrelsen op mod 400 økonomimedarbejdere og lønmedarbejdere til at løse de transaktionstunge opgaver for alle andre. Den strategiske økonomistyring flytter ikke med, fordi det er en ren ledelsesopgave.

Den røde tråd

I flere årtier har den røde tråd i styringstænkningen været overgangen til at styre på output eller outcome i stedet for at styre gennem input. Den enkelte institution nyder udstrakt frihed, hvis den skaber målbar effekt. Økonomistyringen skal helt klart bidrage til denne udvikling. Den skal ikke kun handle om bevillinger og om budget-overholdelse; men også om organisationens strategiske målsætninger. Omkostningsreformen er teknisk set fuldt implementeret, men den har kun haft en begrænset indflydelse på praksis i den statslige økonomistyring. Den giver bedre styringsværktøjer, mere gennemsigtighed, mulighed for strategisk investeringsplanlægning og åbner nye muligheder for den lokale ledelse. Samtidig aflastes økonomicheferne for en operationel arbejdsbyrde, hvilket frisætter den enkelte økonomichef til at søge ind i en strategisk rolle.

Økonomichefen byder op til dans

Statslige økonomichefer i en tænketank spillede for nylig ud med anbefalinger om at blive ledelsens strategiske samarbejdspartner, forstå forretningen endnu bedre og frigøre ressourcer til strategisk styring. Økonomicheferne byder altså topledelsen op til dans. De er klar til et rolleskift, hvor man ud over gatekeeping, kontrol og styring også fokuserer på udvikling og innovation.

Økonomifunktionen har måske haft et støvet image, fordi rollen har været defineret som ren administration. Men nu da bogholderens opgave er centraliseret væk, kan og skal økonomifolkene ude i styrelser og institutioner ændre kompetenceprofil, så de evner at designe en økonomistyring, der understøtter en langsigtet strategi. 



Baggrunden er bl.a. den teknologiske udvikling. Digitaliseringen åbner for et potentiale, hvor man som leder kan knytte ressourcer, aktiviteter og effekt sammen i aktuel ledelsesinformation. Digitaliseringen forstærker dermed gevinsten, når topledere arbejder sammen med økonomichefer. Moderne økonomistyring i den private sektor udvikler sig på samme måde hurtigt væk fra det bagudskuende og med langt større fokus på det fremadrettede. Derfor sidder CFO’en rigtig tæt på CEO’en i den private sektor, og vi vil sikkert se den samme udvikling i staten.

En af de klare opfordringer fra tænketanken af økonomiansvarlige er, at ”excel skal ud af økonomifunktionen”. De ”håndholdte regnearksløsninger” spilder tid og tilfører usikkerhed og personafhængighed. De afspejler en forgangen tid, hvor økonomifunktionen var tal-fikseret, mens fremtiden tilhører den langt mere robuste og automatiserede økonomistyring i form af rapporterings- og analyseløsninger. Målet er at frigøre tid, fokus og ressourcer. Den styring, hvor indiskutable fakta præger medarbejdernes tænkning, er langt stærkere end ordrer sendt ned gennem et hierarki. En række dygtigt tænkte vidensløsninger bygger allerede idag bro hele vejen fra ministerens mål til faktaunderstøttelsen ude i frontlinjen af medarbejdere.

Dét er strategisk økonomistyring!

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.