Djøfere brugte deres ytringsfrihed

01-12-2009
2 min.

22 mio. i finanslovsforslaget til genopretning og afblæsning af flere fyringsrunder. Djøferne har kæmpet for deres faglighed i pressen og råbt politikerne op. ’Det var vores pligt at oplyse, hvad besparelserne betyder for borgerne’, siger talsmand.

Skilsmissebørn i klemme, lange ventetider i sociale klagesager, mindre tid til at hjælpe forældre til forlig om samvær uden at skulle i retten – og som den helt skarpe melding på de interne konsekvenser for arbejdsmiljøet: ’Jeg vil ikke være leder på de betingelser, at jeg skal gøre mine medarbejdere syge’.

Det er budskaber, som djøfernes fælles talsmand i de fem statsforvaltninger Arne Madsen – og en enkelt af direktørerne – har været i pressen med, da det i foråret viste sig, at statsforvaltningernes økonomi ikke hang sammen efter strukturreformen og to nye familieretsreformer, som gav dobbelt så mange sager som forventet. Der manglede 46 mio. kr. på budgettet til næste år – svarende til ti procent af medarbejderstaben.

Det udløste hen over sommeren en fyringsrunde, hvor 21 djøfere og i alt ca. 75 medarbejdere er blevet afskediget. Fem af de afskedigede djøfere er det dog lykkedes DJØF at få genansat.

Der var stadig en manko på 20 mio. kr. på 2010-budgettet, og medarbejderne frygtede nye fyringsrunder.

Men nu har regeringens finanslovsaftale med DF tilført statsforvaltningerne 22 mio. ekstra til at sænke ventetiderne på nævns- og familieretsområdet.

”Det betyder, at vi forhåbentlig ikke skal fyre igen. Jeg beklager stærkt de fyringer, der er sket, og som måske kunne være undgået. Men det er glædeligt, at vi nu bliver ført tilbage til det niveau, vi lå på, og at virkningerne af nedskæringerne bliver afbødet,” siger Arne Madsen.

Vores pligt

Du og enkelte andre har brugt jeres ytringsfrihed til at ytre jer om jeres arbejdsområde – det har I ikke haft betænkeligheder ved?

”Nej. Vi har opfattet det som vores pligt at oplyse om, hvad besparelserne ville betyde for de berørte borgere. Hvis politikerne ønsker forringelserne, er det deres valg. Men de skal kende konsekvenserne.”



Det her er et bevis på, at det kan lade sig gøre at råbe politikerne op ved at gå ud med de saglige og faglige argumenter i en sag, siger han og tilføjer:

”Jeg vil gerne have med, at DJØF har bakket os op på alle fronter. Alle DJØFs afdelinger har ydet en fantastisk indsats, som har skabt stor respekt hos medlemmerne på vores område.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.