Han lader sin the stå urørt og ryster flere anekdoter ud af hukommelsen. Om den første artikel, hvor han skulle referere, at fem af hans skolekammerater netop var druknet, og hans sidste arbejdsdag, hvor avisen brændte. Anekdoterne griber ind i hans videre karriereforløb. Til Frederikshavns Avis, til Fyns Stiftstidende, over USA, tilbage til Fyn og til Berlingske Aftenavis. I fortællingerne optræder skeptiske chefredaktører, lokale brandmænd, 45 amerikanske stater og en enkelt død præsident – omkring en Erik Rasmussen, der langsomt bliver ældre og mere og mere klar over, at hans rolle er at være katalysator for journalistik, der medvirker til, at samfundets beslutningstagere træffer bedre beslutninger. Eller som han siger: