Kan vi få styr på kommunernes økonomi?

De sidste par år har været præget af adskillige historier om overskridelser af kommunernes budgetter. Der er ikke mange kommuner, som er gået ram forbi. Overskridelser i størrelsesordenen 10, 20 eller 30 millioner på en kommunes budget for overførselsudgifter, der blandt andet går til kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspensionister, er ikke usædvanlige. Ligeledes har borgerne i mange kommuner undrende kunnet læse om overskridelser på budgetterne for serviceudgifter, som fx skyldes merudgifter i dagplejen, befordring af skoleelever, specialskoler, anbringelser af børn, hjælpemidler osv.

I de bedste tilfælde blev overskridelserne på 2008-budgettet nogenlunde erkendt i slutningen af året, mens andre kommuner måtte adskillige måneder ind i 2009, før tilstanden i den lokale økonomi var klarlagt. I begge situationer er det for sent, da man ved samme lejlighed måtte erkende, at forudsætningerne for 2009 heller ikke holdt. Der er ikke tvivl om, at det er en dybt ulykkelig situation for de berørte kommuner, da pengene jo skal spares et andet sted, og man har ganske få frihedsgrader til at justere forbruget på kort sigt.

Det er ikke underligt, at der breder sig en utryghed blandt borgerne: Politikere og embedsmænd er lette ofre i aviserne og må på passende vis gå bodsgang, ligesom konsulenterne får kronede dage, når økonomien skal udredes og ansvaret placeres. Men spørgsmålet er, om de overhovedet ikke har styr på økonomien i kommunerne? Og om den kommunale økonomi slet ikke kan styres?

Disse spørgsmål er generelle, og mange specifikke forhold gør sig gældende i de enkelte kommuner – ligesom det naturligvis ikke er alle kommuner, der har budgetoverskridelser. Et gennemgående element i mange af overskridelserne er dog, at kommunerne har været betalingsansvarlige for langt flere borgere på forskellige områder, end det har været forudsat i budgettet. Derfor har aktivitetsniveauet været højere, og budgetterne har ikke kunnet holde. Ligeledes drives det øgede aktivitetsniveau ofte af udefrakommende begivenheder: Makroøkonomien, ny lovgivning og samspillet med regionerne.

Men det er også påfaldende, at mange af disse forhold kunne være kendt på budgettidspunktet, og at der kunne være lavet bedre aktivitetsprognoser. Ligeledes er det utilfredsstillende, at erkendelsen af budgetoverskridelserne kommer så sent, og at der ikke løbende udarbejdes resultatestimater. Alt dette kan der gøres noget ved. Der skal udvikles bedre økonomistyringsmodeller, som funderes på demografi og aktivitetsudvikling, og opfølgningsværktøjerne skal forbedres. Behovene for service til borgerne kommer, uanset hvor meget økonomistyring vi laver – og pengekassen har nu engang den størrelse, den har. Men de rigtige prioriteringer – foretaget rettidigt og på det bedst mulige grundlag – kræver bedre økonomistyring. 

Det koster også at udvikle økonomistyringen – men i den store sammenhæng er pengene med sikkerhed givet godt ud. Og det er nu, der skal gøres noget ved det. Fremtidens løsninger kommer ikke af sig selv. De skal skabes. Der er brug for udviklingsprojekter, hvor nye måder at arbejde med økonomistyring afprøves, og hvor elementerne i en fremtidig økonomistyringsmodel udvikles. Derfor har Økonomidirektørforeningen, der er foreningen for økonomiansvarlige direktører, chefer og ledere i kommunerne, valgt at igangsætte et fælles udviklingsarbejde baseret på et erhvervsforskerprojekt.

Kommuner skal ledes og styres på en anden måde end private virksomheder. Kunderne er ganske vist borgere – men det betyder også, at man kan være væsentlig mere sikker på, hvilke serviceydelser de efterspørger, og dermed hvilke aktiviteter der skal budgetteres med. Derfor kan en række af de nyere budgetlægnings- og styringsmodeller, som er blevet udbredt i alle former for virksomheder, også anvendes i den kommunale budgetlægning. Men vi skal have ført de nye metoder ud i de danske kommuner og have opbygget erfaringerne med, hvad der virker.

Se mere om Økonomidirektørforeningens projekt på www.fremtidens-oekonomistyring.dk.