Flere penge til samfundsvidenskabelige uddannelser

01-12-2009
4 min.

Et massivt pres fra DJØF og andre interesseorganisationer på partierne bag globaliseringsforliget har ført til, at samfundsvidenskabelige uddannelser får flere penge allerede fra 2010.

Studerende på universiteternes samfundsvidenskabelige uddannelser kan forvente mere og bedre undervisning de kommende år. Det står fast efter, at partierne bag det såkaldte globaliseringsforlig under årets finanslovsforhandlinger besluttede at hæve taxameteret for humaniora og samfundsvidenskab med 5.000 kroner fra 2012.

I dag får universiteterne 41.600 kr. af staten for en samfundsvidenskabelig studerende. I 2010 hæves det med 4.180 kr., året efter med 4.775 kr. og i 2012 altså med 5.000 kr.

Taxameterforhøjelsen kommer efter et massivt pres på partierne bag globaliseringsforliget fra både fagforbund, universiteter og interesseorganisationer. Samtidig slog en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey i forsommeren fast, at de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser er underfinansierede med ca. 11.500 kroner pr. studerende.

Taxameterforhøjelsen vækker behersket optimisme hos DJØFs uddannelseskonsulent Wenche Marit Quist, som har regnet sig frem til, at man for pengene kan få ca. 350 ekstra undervisere på universiteterne, hvis man vel at mærke kun indregner lønomkostninger. 

”På samfundsuddannelserne er der i dag en studerende/VIP-ratio på knap 22 studerende pr. underviser. Med det nye beløb giver det en ratio på knap 20, så det er ikke en afgørende forbedring, vi får.”

Derfor glæder Wenche Marit Quist sig også til den effektevaluering af taxameterforhøjelsen, som blev en del af aftalen og skal gennemføres i 2012. 

”DJØF har kæmpet hårdt for et løft. De 5.000 kroner er selvfølgelig en del penge, og vi anerkender den politiske velvilje, der ligger bag. Men vi vil også se evalueringen i 2012 som en løftestang for flere penge. Det er der stadig behov for, så vi fortsætter kampen for flere midler og dermed bedre uddannelse til de mange studerende” siger hun.

Jesper Langballe, videnskabsordfører, Dansk Folkeparti

”Jeg er meget stolt og glad for resultatet. Jeg sagde under forhandlingerne, at det her betragtede jeg som en katastrofeudrykning. DJØF har tidligere lavet nogle solide beregninger, som jeg bragte ind i debatten. Og sammen med McKinsey’s rapport gjorde de det lysende klart, at der var brug for handling med det samme.”

”Jeg ville gerne have haft flere penge til det laveste taxameter, og det er noget, vi vil fortsætte med at kæmpe for. Situationen er så alvorlig, at den ikke hører nogen steder hjemme. På visse universitetsuddannelser nærmer det sig jo et selvstudium.”

Kirsten Brosbøl, videnskabsordfører, Socialdemokraterne

”Det er et kæmpe gennembrud at få flere taxameterpenge på dagsordenen i år. Nu har vi fået skabt et momentum på området. Det var på tide.”

”5.000 kroner var det, der var muligt i denne omgang. Jeg har sagt meget klart, at vi ser det som første skridt på vejen til, at vi får sat fokus på kvalitet i uddannelserne. Og vi vil fortsat kæmpe for et endnu højere løfte. Min opfordring er, at regeringen ser forhøjelsen som en almen forpligtelse til at forbedre kvaliteten generelt for alle universitetsuddannelser, for det er ikke kun samfundsvidenskab og humaniora, der har problemer”.

Malou Aamund, videnskabsordfører, Venstre

”Jeg synes, det er et væsentligt pengemæssigt løft, vi har givet i denne omgang. Så må vi se, om det også giver et kvalitetsmæssigt løft i undervisningen. Jeg vil se, at de ekstra penge giver resultater, før vi lægger flere penge oven i.”

”Vores ambition var i første omgang at løfte kvaliteten på samfundsvidenskab og humaniora, men der er jo også andre taxameterområder, der har store huller, så måske skal vi se på muligheden for en taxameterreform. Og så synes jeg iøvrigt også, at vi bør være en smule taknemmelige over, at vi midt i en økonomisk krisetid stadig investerer i uddannelse og forskning.”

Marianne Jelved, videnskabsordfører, Det Radikale Venstre

”Jeg er glad for resultatet. Man skal lægge mærke til formuleringen i aftalen om, at fra 2012 er det fast 5.000 kroner i forhøjelse. Det vil sige, at selv om globaliseringsaftalen udløber i 2012, så fortsætter den nye takst. Det er meget betydningsfuldt.”

 ”S og R forsøgte at få indfaset pengene til renovering af laboratorier langsommere, så nogle af de midler i stedet kunne bruges til en større taxameterforhøjelse. Men på et tidspunkt var vi jo nødt til at gøre arbejdet færdigt. Vi vil dog fortsat rejse krav om flere penge til uddannelse på universiteterne.”

Jørgen Lundsgaard, Videnskabsordfører, Det Konservative Folkeparti

”5.000 var det makimale, vi synes, vi kunne give i første omgang. Og universiteterne har selv sagt, at de er tilfredse med det. Når pengene indfases gradvis er det bl.a. fordi, det ville være svært for universiteterne at ansætte så mange nye undervisere på én gang.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg er godt tilfreds resultatet, men vi er også nødt til at se, hvordan universiteterne kaperer de nye penge. Flere penge sender os ikke automatisk i eliten. Derfor vil jeg gerne se en evaluering af taxameterforhøjelsen i 2012, før vi tager stilling til, om der skal flere penge til området.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.