Stor var min undren, da jeg læste artiklen om den nystartede barselsklub for mænd. Fædre. Dejligt, skønt og helt nødvendigt er det, at stadig flere fædre tager en del af orloven sammen med deres børn. Men jeg finder det ganske uforståeligt, at min fagforening, der arbejder for at reservere en del af orloven til fædre, blandt andet for at fremme lige vilkår på arbejdsmarkedet for mænd og kvinder, synes, det er nødvendigt at oprette en særskilt barselsklub for mænd. Slås vi ikke alle med de samme udfordringer og overvejelser om, hvordan man får sit arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Har vi ikke et fælles behov for at fastholde og udbygge vores professionelle netværk og blive inspireret i forhold til vores fortsatte arbejdsliv? Har vi ikke et fælles behov for at have et rum, hvor det er ok at tale arbejde og karriere? Og er det ikke det, der er barselsklubbens berettigelse? Det kan da simpelthen ikke være rigtigt, at den del af befolkningen, der er bedst uddannet, og hvor flest fædre tager orlov har en fagforening, der inisterer på at køre to adskilte, kønsopdelte barselsklubber. Suk!!!