Svaret fra de studerende er klokkeklart. Der skal mere undervisning og vejledning end de i gennemsnit 7 timer om ugen, der var realiteten i det seneste semester. Og der skal være mere undervisning på hold, hvor de studerende kan indgå i undervisningen med spørgsmål, kommentarer og selvstændige bidrag, og det kan ikke ske på de mange nuværende hold med 100-400 deltagere. Kort sagt – de studerende vil gerne have mere undervisning, de vil gerne møde flere af de forskere, der bærer den mest udfordrende undervisning, og de vil gerne have muligheder for dialog i stedet for lutter envejskommunikation.