”Jeg blev rystet over, at menneskerettighederne på et anerkendt universitet blev brugt som ublu skjul for at argumentere for venstreorienterede holdninger. Vi havde fag, der hed kapitalisme og dens alternativer, vi brugte en uge på de borgerlige og politiske rettigheder og to uger på menneskerettigheder og globalisering, der mest handlede om, hvor frygteligt det er med frihandel. Jeg kunne ikke få det til at stemme: Globalisering og kapitalisme har medført flere forbedringer end dårlige ting for verdens fattige. Det provokerede mig, at de hjernevaskede et helt hold med venstreorienterede dogmer forklædt som menneskerettigheder. Jeg har ikke set et eksempel i verdenshistorien på et land, der har gjort sine borgere velstående ved at fokusere på sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Bare tag østblokken. De lande, der klarer sig bedst også når det kommer til levetid osv. er lande, der har fokuseret på fri økonomi,” konstaterer Jacob Mchangama, der i Venedig begyndte at læse værker af liberalistiske tænkere som Friedrich Hayek og forfatterne til the Federalist Papers.