Christiansborg: Hvem vinder på krisen?

Krisen giver ikke regeringen andet valg end at forsøge en defensiv strategi: Ved det næste valg skal den (kun) søge vælgernes anerkendelse af at have gjort det ’bedst muligt’. Men den giver også VK en vis konkurrencefordel - i den udstrækning vælgerne stadig, som konventionel visdom tilsiger, helst betror økonomien til de borgerlige (og altså ikke holder regeringen ansvarlig for krisens opståen). På baggrund af konjunkturen kan regeringen desuden dæmpe velfærdsforventningerne og – måske – introducere udvalgte dele af det reformprojekt, der reelt er blevet udskudt i 10 år. Måske kan en borgerlig statsminister ligefrem ende med at profitere af kapitalismens sammenbrud?

For oppositionen er situationen en anden: Udfordrerens rolle er nødvendigvis offensiv. Fordi det er umuligt for S-SF-R at handle hårdere og hurtigere end regeringen på værdipolitikken, må man prøve at vinde terræn på økonomien. Helst ville S finde en måde at dreje diskussionen fra ’krise’ til ’velfærd’, men det er alt andet lige svært, fordi konjunkturerne kræver, at der skal prioriteres hårdt. Jo værre, oppositionen siger, krisen er, jo sværere får den ved at udstede nye løfter.

Oppositionens egentlige håb er, at regeringen er under almindelig, men accelererende nedslidning. VK må til gengæld håbe, at S kun sejrer, hvis de afgørende vælgere aktivt dumper regeringen på grund af dens krisehåndtering – og det er ikke sket endnu.

Hvor er vi om et år?

Hvad vi ved: Økonomien vil være bedre, men føles værre - bunden vil være bag os, men fremgangen svag og arbejdsløsheden tordnende. Regeringen vil være blevet tvunget til nye tiltag. Oppositionen vil have fundet dem for få og små.