Økonomisk tankegang invaderer samfundet

Økonomer har gennem de seneste 20-30 år bevæget sig fra økonomisk politik og markeder i mere snæver forstand og ind på andre vigtige områder i samfundet som sundhedsvæsen og miljø. Udviklingen har fået økonomiprofessor på Roskilde Universitet Hans Aage til at råbe vagt i gevær i et debatindlæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift, hvor han glæder sig over, at gloserne djøficering og markedsfundamentalisme er blevet etableret som skældsord.

”Det gør jeg, fordi det er et udtryk for, at denne incitaments- og sammenligningstankegang er ved at komme i miskredit. Det udtrykker en skepsis over for økonomer, der rådgiver om ting, som er uden for deres kompetence,” forklarer han og uddyber:

”Og lægmænd kan ikke gennemskue det. Når man bevæger sig ud i de store spørgsmål, har økonomer en pligt til at gøre opmærksom på, hvor løst grundlaget er.”

Overvismand og professor ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen er enig i, at der i en årrække har været en tendens til, at økonomer måske lidt for ukritisk udtaler sig og udbreder deres metoder og anvendelser til stadig bredere områder af samfundslivet.

”Fx følte jeg, det gik for vidt, da man brugte økonomisk teori til at forklare, hvem der gifter sig med hvem, for det er jo et område, hvor adfærden i høj grad er bestemt af størrelser som kultur og tidsalder − og så selvfølgelig følelser,” argumenterer han.

Pressen vil ikke have forbehold

En af Hans Aages anker er, at økonomer efter hans mening for ukritisk ekstrapolerer tendenser fra fortiden, ikke mindst angående økonomisk vækst, ud fra en forestilling om, at der findes stabile strukturer, så man også kan forudsige fremtiden. Men strukturerne er måske slet ikke så stabile, og måske har økonomer netop derfor svært ved at forudsige store skift, som da finanskrisen kom for et års tid siden.

Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen mener ikke, at det er rimeligt at fremstille det, som om alt i krisen kom helt bag på økonomerne.

”Mange økonomer havde fremhævet risikoen ved husprisudviklingen og overophedning,” siger han og understreger, at det er naturligt, at økonomer ikke altid kan forudsige fremtiden, fordi de studerer noget, der hele tiden er under forandring, og at økonomisk teori hele tiden udvikles.

Men er økonomerne så også gode nok til at formidle deres usikkerhed?

Peter Birch Sørensen mener, at man givetvis kan finde masser af eksempler på, at økonomer ikke altid får fremhævet, hvor usikkert et grundlag analyserne ofte hviler på.

”Men der er altså det problem, at der ofte ikke er tid og plads til det i den offentlige debat,” argumenterer han.

Det er en problematik, som Torben M. Andersen kan nikke genkendende til.

”Seriøse økonomiske analyser gør meget ud af usikkerheden og har følsomhedsberegninger, men journalister vil ikke have forbehold og intervaller, men eksakte tal og udsagn med fynd og klem. Det er en evig kamp,” lyder hans erfaring.

Overvismand Peter Birch Sørensen medgiver imidlertid, at økonomer givetvis også selv indimellem glemmer forbeholdene.

”Som regel er det forsvar, vi så anfører, at der jo skal træffes politiske beslutninger, uanset om økonomerne blander sig i debatten eller ej. Vil man have gennemslagskraft, er man desværre tit nødt til at forenkle. Ofte er grundlaget for vores anbefalinger usikkert, men ville det være bedre, at vi helt tier stille?” spørger han retorisk.

Det synes Hans Aage, det ville, når økonomer fjerner sig fra områder som behovet for boligbeskatning, prisregulering af pesticidanvendelse og cost-benefitanalyser af små, overskuelige og kortsigtede projekter som fx Storebæltsbroen.

”Økonomisk rådgivning har en masse at byde på til gavn for samfundet, men det går galt, når økonomer rådgiver om uoverskuelige, moralsk betændte og langsigtede problemer som prioriteringer i sundhedsvæsenet eller miljøspørgsmål,” mener han.

Gætteri eller klare præmisser

Økonomiprofessoren på Roskilde Universitet langer ikke mindst ud efter anvendelsen af diskonteringsrenten på klimaområdet, der fastsætter, hvor store hensyn vi i dag skal tage til at forebygge klimaproblemer, som først vil vise sig om ganske mange år.

”Diskonteringsrenten er lige så indviklet at forholde sig til som problemet i sig selv, og ingen aner, om den bør være en eller seks procent, variabel eller noget helt fjerde. Beregningerne giver ingen afklaring og er meningsløse,” kritiserer Hans Aage.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen er uenig.

”Hvis en klimaekspert siger, at noget først har effekt om 25 år, så har vi implicit taget stilling til en diskontering, hvis vi siger, det er et problem. Hvis vi siger, det ikke er det, så har vi faktisk også, for så siger vi, at man skal gøre, hvad der er bedst for os i dag, og så vælger vi en ekstrem høj diskonteringsrente,” argumenterer han og pointerer:

”Og det er det, som økonomer kan bidrage med at gøre eksplicit, så man ikke får besluttet noget på skjulte præmisser. Og at det ikke er perfekt, er ikke noget argument for at lade det ligge, for så bliver det jo uklart, hvilke afvejninger politikerne implicit har gjort. Den gode økonomiske analyse har den fordel, at den eksplicit kan trække frem, hvilke præmisser der ligger til grund – og så kan man gå ind at diskutere dem.”

Det mener Hans Aage er en fejlvurdering.

”Man ræsonnerer som så: Vi skal vælge, ergo kan vi vælge. Og hvad det gælder om er at gøre valget konsistent. Nu er det jo velkendt, ikke mindst fra den klassiske tragedie, at det i mange helt afgørende valgsituationer er umuligt at vælge. Det gælder fx, når der skal prioriteres mellem raske og syge, mellem rige og fattige eller mellem os og vores oldebørn. Det hjælper ikke, at økonomer benægter eksistensen af uløselige dilemmaer og derefter stiller problemet klart op, for der er ingen klarhed,” konkluderer han og fortsætter:

”Angående prioriteringer på sundhedsområdet er det helt håbløst med cost-benefitanalyser. Løsningen er ikke at få nogen til at stille det klart op, for det er en tilsyneladende klarhed, som fordrejer og brutaliserer det hele. Der er efter min mening ikke andet at gøre end at overlade mest muligt til lægerne og deres diskrete samtaler med ansvarlige politikere og så håbe det bedste,” siger Hans Aage. Men økonomer har jo ikke uopfordret mast sig ind på sygehusene, indvender Torben M. Andersen.

”Det er ikke sådan noget, som en underlig økonom har fundet på ved et skrivebord. Det er nogle diskussioner, som har været på sygehusene, og så har man haft brug for at tage stilling til nogle ting,” modargumenterer han.

Torben M. Andersen fremhæver, at man kan diskutere den konkrete arbejdsdeling, men at det er en kendsgerning, at der sker en prioritering på sundhedsområdet, og det er økonomers styrke, at de kan give politikere et klart grundlag at vælge ud fra.

Økonomisk tankegang kan nedbryde sociale normer

Efter overvismand Peter Birch Sørensens opfattelse kan økonomer bidrage med noget fornuftigt også på miljø- og sundhedsområdet, men det stødte ham, da han læste om politikere, der ville give bøder til forældre, hvis børn ikke passer deres skole.

”Der mener jeg, at man går alt for vidt i brugen af økonomisk tankegang. Bøder er et for primitivt instrument i sådan en sammenhæng, og jeg kan sagtens forestille mig, at man bare kommer til at forarme dem, der har de største problemer, uden at opnå den tilsigtede effekt,” siger han.

Torben M. Andersen mener ikke, at økonomer kan tage ansvaret for, at politikere måske finder på at bruge økonomiske incitamenter på en tåbelig måde.

”Hvor der sker et fornuftigt brug, vil der også altid være et misbrug. Knive er nyttige i et køkken, men bliver misbrugt ude i samfundet,” illustrerer han sin pointe.

For Hans Aage er skolebøderne derimod et eksempel på, hvordan anvendelsen af økonomers måde at tænke på breder sig fra små, afgrænsede områder, hvor den er hensigtsmæssig, og ud i samfundet, hvor den gør skade i form af en håndfast og meget brutal incitamentstankegang, der tilsidesætter andre hensyn. Han fremhæver, at den største fare er, at tankegangen virker demoraliserende og kan anrette store ulykker, fx når man begynder at styre lægers arbejde med økonomiske incitamenter i stedet for at tale til deres faglige moral.

Det er en grundlæggende problemstilling, som der er grund til at overveje, mener Peter Birch Sørensen.

”Hvis vi begynder at regulere med økonomiske instrumenter på stadig flere områder og antager, at folk i alle mulige sammenhænge opfører sig som rationelle egoister, så kommer vi måske også til at legitimere, hvis folk så rent faktisk begynder at opføre sig som rationelle egoister frem for at lade sig styre af normer for anstændig adfærd,” ræsonnerer han.

Peter Birch Sørensen tilføjer, at mange ikke-økonomers kritik af økonomer måske skyldes denne mulige legitimering af, at sociale normer bliver nedbrudt. Sociale normer, som ellers lægger en nyttig begrænsning på omfanget af egoistisk adfærd.

Svært at modellere irrationel adfærd

”Vi skal være mere forsigtige med at anvende økonomiske modeller uden for deres traditionelle kerneområder. Og så skal vi være mere opmærksomme på, at normer af forskellig art spiller en rolle for folks adfærd og også har en vigtig funktion med hensyn til at regulere adfærd i sociale sammenhænge,” mener Peter Birch Sørensen og fremhæver, at der de senere år er vokset en ny gren frem inden for økonomisk teori, nemlig adfærdsøkonomien, der netop har til formål at kortlægge en række områder, hvor adfærden afviger fra de traditionelle økonomiske modeller. Men det tager tid at indarbejde de nye indsigter i modellerne.

”Økonomer vil jo gerne formalisere deres teorier, fordi det sikrer konsistens og skarphed i analysen. Ikke alle resultater fra adfærdsøkonomien er lige robuste, og det er langt lettere at modellere rationel end irrationel adfærd. Der er jo uendeligt mange måder at være irrationel på,” forklarer overvismanden.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen mener, at de bredere tilgange til adfærd er et fremskridt, som afspejler en positiv udvikling inden for faget, og at det er en naturlig del af videnskabelig progression.

”Det afspejler, at de ældre modeller ikke er tilstrækkelige, men derfra og til at erklære det hele for ubrugeligt, synes jeg, er et meget stort spring,” siger han.