Menneskeretsjurist

16.1.2009

af

Cand.jur. Anders Folmer Buhelt er afdelingsleder på Institut for Menneskerettigheder. Han mener, at Danmark kan lære en del om menneskerettigheder af lande, der har haft dem i kortere tid end os selv.

Som leder af Institut for Menneskerettigheders retssamfundsafdeling fokuserer Anders Folmer Buhelt særligt på retsstatsprincippet i Danmark. Han har derfor fulgt hele debatten om tuneserloven og tålt ophold med særlig interesse. Sagen er ifølge Anders Folmer Buhelt en klar svækkelse af retsstatsprincippet. Den rejser et problem i forhold til domstolsprøvelse af sanktioner og proportionalitet mellem forbrydelse og straf. To hjørnesten i retsstaten.

"Hvis vores retspleje ikke er indrettet, så den på den ene side overholder retsstatsprincippet og på den anden side beskytter statens sikkerhed, så er vi nødt til at tage nogle diskussioner, der er åbne og involverende, så vi kan finde den balance."

Han fortæller, at instituttet for nylig havde besøg af repræsentanter for de mellemamerikanske ombudsmænd. De fulgte interesseret debatten om tuneserloven og var bekymrede over, at et land, som for dem står som havende en menneskeretskultur, havde debatter og tiltag, der fik det billede til at krakelere.

"For folk, der i årevis har kæmpet for demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, gør det ondt at se. For dem er det en ledestjerne, der ikke lyser helt så klart som tidligere," fortæller Anders Folmer Buhelt.

Det handler om ejerskab

Anders Folmer Buhelt har gennem sit job rejst en del i lande som Honduras, Mozambique, Yemen og Cambodja. På rejserne har han lært meget af at møde mennesker, der er involverede i kampen for menneskerettigheder. De har helt andre perspektiver på menneskerettigheder end danskerne.

"Det er folk, der er opvokset i meget konfliktfyldte og fattige lande. De har kæmpet for hvert lille beskyttelseselement i deres lovgivning, så de er opmærksomme på, at der ikke må ske tilbageskridt. I Danmark er det så mange år siden, at vi har kæmpet for fremskridtet, at vi måske glemmer, at et tilbageskridt er meget svært at få tilbage. Det handler om at føle ejerskab til menneskerettighederne," fortæller han.

Interessen for menneskerettigheder stammer tilbage fra, da han efter gymnasiet boede et år i Ecuador. Der medvirkede han i et program om bæredygtig turisme i områder for indfødte befolkningsgrupper. Noget af det værste han ved er, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved menneskerettighederne ud fra det synspunkt, at de mest er til for at beskytte kriminelle.

"Alle har menneskerettigheder," afslutter Anders Folmer Buhelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet