Hospitalsmad kan faktisk være godt

15-01-2009
2 min.

Der bliver hygget om kunderne i medarbejderkantinen på Frederiksberg Hospital. Og her bliver der ikke rynket på næsen af hospitalsmaden.

Det er lige op til jul i medarbejderkantinen på Frederiksberg Hospital, og det er på ingen måde gået personalets næse forbi. Der er julestjerner og juleløbere på alle bordene. Personalet bag kantinedisken har nissehuer med små blinkende lamper på, og hver dag i hele december måned er der risalamande på menuen - med mandelgave.

Den hyggelige stemning og de glade ansigter er en af grundene til, at Jytte Kolster, personalejuridisk konsulent på Frederiksberg Hospital, er så glad for at komme i kantinen. Og det er også derfor, hun har opfordret DJØF Bladets udsendte til at komme og spise frokost med hende. På djoefbladet.dk skrev hun blandt andet følgende:

"Jeg synes, vi har en god kantine. God og varieret salatbar med enten kød- eller fiskestykker. Tre daglige lune retter, suppe, sunde madboller, udbud af godt pålæg og altid en form for fiskepålæg. Men det allerallervigtigste er, at kantinepersonalet er så søde og serviceorienterede."

Da vi sidder over frokosten, siger Jytte Kolster, at en god kantine betyder meget for hende.

"Det er den helle og det åndehul, der er midt i en travl hverdag. Det lyder måske amerikansk, men for mig betyder de glade ansigter, jeg møder her, rigtig meget. Og så er der et udvalg, der passer godt til mig."

Jytte Kolster plejer at spise frokost for omkring 25 kroner inklusiv en kvart liter kærnemælk og tre stykker frugt. Frugten koster kun 1 krone stykket og minder meget om den slags, man kan købe for 2,25 kroner stykket i Netto. Ellers er maden i kantinen ikke decideret billig, men nærmere rimelig i pris.

Det koster 7 kroner pr. 100 gram salat, man øser op i en dertil indrettet plastikbøtte. Dagens salatbuffet byder blandt andet på couscoussalat med små kødstykker og grønt, soltørrede tomater, oliven, spirer, peberfrugt, strimlet icebergsalat og spinatblade. Og det er nok den afdeling, man skal begrænse sig til, hvis man hører til dem, der gerne vil holde den slanke linje. Også selvom de lune retter bliver stegt i rapsolie.

I dagens lune afdeling bliver der blandt andet budt på et stykke medisterpølse til 13,50 kroner, et stykke æbleflæsk til 8 kroner, et stykke grønsagstærte med bacon til 16 kroner og en paneret schnitzel med kartoffelbåde og brun sovs til 11, 16 eller 21 kroner alt efter, hvor meget man øser op på tallerknen. 



Og så er der det kolde og brødet. En skive rugbrød koster 2 kroner, smør også 2 kroner og lægger man to skiver rullepølse med sky på, koster det yderligere 7,50 kroner. En skive laks koster 10,50 kroner.

Tilsammen spiser vi frokost for 90 kroner. Vi fanger begge an ved salatbaren. Jytte Kolster supplerer med en lun leverpostej og et stykke rugbrød plus den sædvanlige kærnemælk og tre stykker frugt. Jeg snupper en skive laks, en skive rugbrød, et stykke grønsagstærte og en lille cola. Salaten er velsmagende - især couscoussalaten. Laksen er la la og minder om det vakuumpakkede, man kan købe for 30 kroner for en hel bane i Netto. Grønsagstærten er klæg og sidder fast i ganen.

Alt i alt bliver det til tre store madkasser til Frederiksberg Hospital, der for øvrigt har fået tildelt en elite-smiley fra Fødevarestyrelsen, hvilket betyder, at de fire gange i træk har fået en storsmilende smiley uden anmærkninger.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.