Finanskrisen - en ny chance for FN?

Verden står overfor alle tiders mulighed for at udforme et nyt globalt system, der tager udviklingslande med på råd. På trods af at finanskrisen har ramt verdens fattigste ekstra hårdt, har udviklingslandene præsteret at sætte udviklingsfinansiering på dagordenen i FN.

En netop nedsat kommission skal kulegrave muligheden for reform af det finansielle system. Dette peger på mere regulering og måske en ny global nøglerolle til FN?

Konferencen i Doha var en opfølgning på den tidligere FN konference afholdt i Monterrey i 2002. Det primære formål var at skabe øget effektiv finansiering til at indfri officielle udviklingsmål, herunder 2015 målene.

Udviklingslandene i FN har op til topmødet kæmpet for at bringe emnet 'systematiske emner' øverst på dagordenen i Doha. Dette emne omhandler forslag om reform af det nuværende økonomiske system, og hvordan FN skal forholde sig til de grundlæggende globale spilleregler i forhold til at imødekomme den globale "multi-krise", der omfatter såvel finans-, energi-, fødevare- og klimakrise.

Professor og tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Joseph Stiglitz, peger på Bretton Woods systemets manglende evne til at sikre dét, det blev opfundet til: Global omfordeling.

I stedet for at lade verdens fattigste betale for den krise verdens rigeste har skabt, ville det være passende, at ilandene én gang for alle adresserer de systematiske årsager til fattigdom. Ulighed og fattigdom kan ikke afvikles under det nuværende system, der opretholder ulige vilkår og ekskluderer udviklingslandene i at influere på globale beslutninger truffet af blandt andet Verdensbanken og IMF, lyder devisen fra Stiglitz.

Formanden for FN's generalforsamling, Nicaraguas tidligere udenrigsminister Miguel d'Escoto Brockmann var ophavsmanden til det, der først blot var en taskforce, men som nu er blevet til en kommission, der skal se på muligheden for en reform af det finansielle system. Stiglitz har som formand for kommissionen længe argumenteret for, at udviklingslande tages med på råd, når det gælder om at formulere løsningerne på de negative konsekvenser, som særligt ulandene oplever. Dertil resulterede Doha konferencen i, at der i foråret vil være et High Level Forum i FN regi, der nærmere skal belyse sammenhængen mellem finanskrisen og fattigdomskrisen.

En sejr for udviklingslandene, vil flere mene. Det klare budskab lyder: FN skal gå forrest med løsninger af den finansielle krise, når nu IMF og Verdensbanken trækker neoliberale modeller nedover i forvejen skrøbelige og ustabile økonomier. Mere præcist ønsker udviklingslandene, at FNs råd for social og økonomisk politik, ECOSOC, skal være afgørende arena for beslutninger.

Ilandene ønsker at bevare FN som en organisation for udvikling og ikke for de store aftaler. USA insisterer på, at reformer skal udarbejdes i IMF og Verdensbanken - ilandene er klar over, at ulandene har bedre mulighed for at få indflydelse i FN regi.

Og rigtigt nok: Ulandene har op til Doha konferencen vist, at det er muligt at sætte en dagsorden, hvis der råbes højt nok. Omvendt opnås resultater bedst med en rimelig grad af konsensus, endsige tilslutning til idéer og dagsorden. Ulandene kan have nok så meget flertal i FN, men hvis USA og EU ikke bakker op, er der naturligvis fare for at den opnåede dagsorden bliver ubalanceret, uden opbakning og i sidste ende uden meget resultat udover politisk manifest.

Den finansielle krise har sat gang i debat om reform af det nuværende finansielle system og har åbnet et mulighedens vindue for en ændring af den finansielle verdensorden. Og FN er måske den arena, der kan være katalysator for mulige løsninger på ikke kun den finansielle krise, men for udviklingen af nye præmisser for en mere regulerende, retfærdig og stabil verdensorden. Det kræver konsensus som sådan, både ilandene og ulandene bør søge at opnå denne konsensus.