Et nej siger mere end 1000 ord

15-01-2009
3 min.

Kommentar.

Der er akut behov for kurser i uforsonlighedslæring (Relational Defense®), så virksomhedens medarbejdere lærer at forsvare sig mod dialogiske overgreb.

Bøsserne i Ørstedsparken i København får med jævne mellemrum så brutale tæsk, så derfor er de begyndt at lære selvforsvar. "Bash-back" hedder initiativet fra deres forening, men det er helt forkert, mener politidirektør Hanne Bech Hansen, for det ender måske med, at bøsserne selv får en voldsdom, advarer hun. Altså: hellere blive slået til blods end risikere lovbrud.

Politidirektøren røber måske idégrundlaget til et nyt kursus af den slags, hvor man lærer at fortrænge sine naturlige forsvarsmekanismer. Hvorfor forsvare sig hvis man kan foreslå voldsmænd en dialog-samtale-passiar eller måske en mediation, hvor der altid er to vindere og aldrig tabere?

Det er kun et spørgsmål om tid, før sådan et kursus bliver introduceret for homoseksuelle djøfere og andre på det, undskyld, gnidningsløse efteruddannelsesmarked, hvor folk øver sig i at være aktivt lyttende, konfliktafværgende og problemløsende for enhver pris. Et af den slags kurser, der taler til den følelsesmæssige intelligens, som erhvervspsykologer og ledelseskonsulenter sælger i metermål. Denne diffuse form for begavelse harmonerer forbløffende godt med idealet om den samarbejdsvillige medarbejder - ham eller hende, der får kortlagt sine personlige forsvarsmønstre og lærer metoder til at vende dem til gavn for sig selv og især virksomheden. Den hyperfleksible kollega.

Vi har at gøre med en allestedsnærværende ideologi, som uden at møde modstand har bemægtiget sig den personlige udviklingsindustri og dermed opdragelsen af mennesket til et væsen uden kantede grænser og særheder. Ifølge den må der aldrig siges nej til "personlig udvikling", selvom alle i virkeligheden bliver ens af det, fordi man dyrker det samme elastiske personlighedsideal. Derfor er der mere end nogensinde behov for et modspil, der anerkender individets ret til at sætte sig til modværge, og som respekterer dets naturlige trang til at smække med døren, når det bliver udsat for tvangsdialog i de moderne samarbejdsrelationers navn. Her er et forslag til teksten i det næste katalog:

Uforsonlighedslæring

(Relational Defense ®)
I den moderne innovative vidensvirksomhed bliver den rationelle medarbejder betragtet som stædig og usamarbejdsvillig. I dag kommer du ikke langt med påstanden om, at det ikke både kan regne og ikke regne, for sandheden står åben i den endeløse dialogiske proces, hvor de deltagere, der mestrer udmattelsens kunst, får det sidste ord. På kurset kommer du i kontakt med din naturlige uforsonlighed uden at skamme dig.

Formål:
Selv om du ikke længere kan kritisere åbne kontorlandskaber eller ryste på hovedet af folk med diplomkurser i team-dynamik uden at blive beskyldt for at opbygge følelsesmæssige barrikader og mangle relationel intelligens, kan du stadig lære at gøre op med illusionen om, at man kan samarbejde med alle.    

Udbytte:
Du lærer at genfinde din naturlige uforsonlighed efter Relational Defense® systemet, der beskytter dig mod dialogiske overgreb og kolleger, der tror på de seneste konspirationsteorier om de virkelige gerningsmænd bag 9/11. Du tilegner dig enkle metoder til effektivt at forsvare din personlige integritet mod salvelsesfulde HR-konsulenter og opvakte projektledere, der ikke forstår, at et "nej" nogle gange siger mere end 1000 ord.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.