Djøfernes bonusbeløb rasler ned

29-01-2009
2 min.

Ifølge DJØF Privats lønstatistik for 2008 får en privatansat djøfer i gennemsnit udbetalt 86.400 kroner i løbet af et år. Men i øjeblikket falder bonusbeløbene markant - i hvert fald i den finansielle sektor.

Stadig flere privatansatte djøfere får en del af lønnen som bonus- eller resultatløn. Men ifølge DJØF Privats lønstatistik for 2008 er det gennemsnitlige årlige beløb, der blev udbetalt i 2008, faldet i forhold til 2007 - fra 89.800 til 86.400 kroner. Og det ser bestemt ikke lysere ud her i begyndelsen af 2009. I den finansielle sektor og nogle steder i IT-branchen rasler bonusbeløbene i øjeblikket ned, siger Helene Rafn, chefkonsulent i DJØFs forhandlingsafdeling.

Og det er faktisk i de sektorer, hvor bonus- og resultatløn er mest udbredt og hidtil også har ligget i den høje ende. Ifølge lønstatistikken fra 2008 fik over 60 procent af djøferne i den finansielle sektor og IT-branchen bonus- eller resultatløn. Og sidste år gav det i gennemsnit knap 133.000 kroner til djøferne i finanssektoren og knap 85.000 til djøferne i IT-branchen.

Men betyder de faldende bonusbeløb så, at konsulenterne i DJØF fraråder djøferne at skrive under på en kontrakt, hvor en del af lønnen er bonus- eller resultatløn?

"Nej, bestemt ikke," lyder det fra Helene Rafn.

"Vi anbefaler som regel en så bred vifte af elementer i lønnen som muligt - fast løn, fryns, pension, bonus- og resultatløn. For jo flere elementer man har at spille på, jo større resultat får man som regel også samlet set," siger Helene Rafn.

Men der er bare nogle faktorer, man skal have for øje - særligt i disse tider, understreger hun.

Som tommelfingerregel skal bonus- eller resultatløn ikke udgøre mere end 20 procent af ens samlede løn.

"Vores medlemmer ved godt, at bonus- og resultatløn svarer til en lodseddel, og derfor er det vigtigt at få så stor en fast løn som muligt. Men det er selvfølgelig individuelt, hvor sårbar man er. Nogle har familie og mange faste udgifter, og for dem er det vigtigt, at lønnen ikke svinger for meget. Andre har plads til større udsving, og hvis lønnen falder, køber de bare et par sko mindre."

Og så er der lige en anden ting, som djøferne, ifølge Helene Rafn, skal være opmærksomme på.



"Arbejdsgiverne oversælger ofte bonusordningerne, så resultatet kan nemt blive lavere, end det man er stillet i udsigt. Især lige for tiden. For selvom den enkelte knokler og gør en særlig indsats, er bonus ofte afhængig af nogle ydre faktorer, som man ikke selv har nogen indflydelse på,"siger Helene Rafn.

Dem, der skifter job ofte, skal også være ekstra opmærksomme, når de indgår aftaler om bonus- eller resultatløn, forklarer Helen Rafn.

"Jobshoppere skal nøje overveje bonusdelen af lønnen. Vi sidder med en række sager, hvor medlemmer, der har skiftet job, har svært ved at få hevet den bonus i land, som de var blevet stillet i udsigt. For lige pludselig er deres performance slet ikke så god, som de ellers havde fået at vide, og der er en hel masse i vejen for, at arbejdsgiveren vil udbetale den aftalte bonus."

Men altså bonus- og resultatløn er stadig gode dele af en lønpakke, understreger Helene Rafn, djøferne skal bare være ekstra årvågne.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.