Uden undervisere går det ikke

Det er for længst kendte politiske paroler, at 95% af de unge skal have en ungdomsuddannelse, og at 50% skal have en videregående uddannelse. Vi ved, at der bliver et meget stort behov for mennesker med videregående uddannelse. Især de mellemlange og lange videregående uddannelser.

Men parolerne, der er helt rigtige, bliver ikke fulgt op af nødvendige initiativer. Det samlede optag ved universiteterne faldt i år. Det beløb, universiteterne modtager for pr. aktiv studerende (taxameteret) reguleres ikke fuldt ud. Og fremtidens undervisere må til udlandet for at få jobs.

Inden for samfundsvidenskab og humaniora er der ikke råd til at ansætte forskere til undervisningen, som så varetages af deltidsundervisere på megahold. Der er fem gange så mange studerende for hver fastansat underviser, som man kender det fra de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser.

Det er glimrende at have eksternt rekrutterede lektorer fra det praktiske liv, men selv om der er en større andel deltidsundervisere, fylder de kun i beskedent omfang hullet efter de forskningsansatte undervisere. Der er simpelthen al for lidt undervisning og vejledning - og det helt grundlæggende kendetræk ved universitetsuddannelserne, nemlig den forskningsbaserede undervisning, lever et udsat liv.

DJØF mener, at taxametrene skal forøges, så der bliver økonomi til at fastansætte undervisere i et omfang, som bringer undervisningsintensiteten op på siden af de øvrige uddannelsesområder. Man kan strække bevillinger et stykke tid, men man kan ikke blive ved.

Desværre sker noget tilsvarende på forskningsområdet. Mangelen på faste stillinger klemmer ikke alene undervisningen. Den hindrer også, at de nye, unge forskere ser en fremtid her i landet. Det er alvorligt for samfundet, som tørrer sine kilder til ny viden ud. Og trangen til at begrænse frie forskningsmidler, midler til grundforskning og universiteternes basismidler bidrager til udtørringen.