Pensionen er sat i juletræer og honning

Tre-fire dage om ugen passer Bente Gaarde Christensen sin advokatpraksis i Holbæk - resten af ugen dyrker hun sit landbrug på Ærø. Djøfbladets udsendte har mødt hende i sit es på øen, hvor hun trasker rundt i vindjakke, kasket og gummistøvler med 'Danmarks smukkeste gadekryds', som hun kalder hunden Aja, ved sin side. "Kom så gamle tøs," lyder det med jævne mellemrum fra Bente Gaarde Christensen, mens hun viser rundt på jorden, afgrænset af gamle diger og med udsigt over indsejlingen til Flensborg Fjord.

Hun peger på marken med rødgraner i gummistøvlehøjde, der er et nyt påfund, for hidtil har hun kun dyrket normansgran. Men Bente Gaarde Christensen har hørt et par småfugle synge om, at vi går økonomisk smalhals i møde, og det plejer også at kunne mærkes på, hvor mange hundredekronesedler vi er villige til at kaste efter et juletræ.

Selvom Bente Gaarde Christensen altid har været et naturmenneske, havde hun aldrig drømt om, at hun ville få sit eget landbrug.

Men det er pensionens skyld. For den dag for 15 år siden, da Bente Gaarde Christensen slog sig ned som selvstændig advokat i Holbæk, begyndte hun at blive rendt på dørene af emsige sælgere, der hver især kunne tilbyde hende en ganske lukrativ pensionsopsparing - sagde de. For som Bente Gaarde Christensen selv siger, har hun det handicap, at hun ud over at være advokat også er civiløkonom.

"Det betød, at jeg ikke kunne lade være med at regne det igennem. Og lige meget hvor meget jeg regnede, så kunne jeg se, at jeg nok var den, der fik mindst ud af alle de penge, jeg skulle aflevere gennem mange mange år," siger Bente Gaarde Christensen.

Juletræer

Men spares op til pensionen skulle der, og så måtte det blive i fast ejendom. For det er noget af det mest sikre på lang sigt, var Bente Gaarde Christensens vurdering. Men en parcelhusgrund kunne ikke gøre det. Så da nogle af hendes klienter, der dyrkede juletræer, overbeviste hende om, at det var det eneste rigtige at investere i og samtidig lovede hende at hjælpe med gode råd og vejledning, begyndte hun at kigge sig om efter jord.

Og det blev på Ærø. Dels fordi hendes søster og svoger bor der, og dels fordi jordpriserne på det tidspunkt var lave, og fordi Ærø var et af de få steder, hvor jorden kunne forrente sig selv, skønnede Bente Gaarde Christensen. Hun startede med en gård med tilhørende jord, siden er der kommet både mere jord og et lille husmandssted til.

Hun klarer det meste selv, dog med hjælp fra søster og svoger og nevøer. Hun har prøvet at have fem litauer til at arbejde for sig, men det gik der simpelthen for meget dansk bureaukrati i.

Honningbier

Men juletræer er jo en sæsonvare, så derfor dyrker Bente Gaarde Christensen også korn, holder høns og får og nu er hun også blevet biavler. Og særligt det sidste har grebet om sig.

For da hun var kommet godt i gang med bistaderne og kunne tappe en masse gylden honning, var der ingen købere. Derfor begyndte hun selv at forædle honningen. Hendes svoger har sukkersyge, så i forvejen producerede hun saft og marmelade til ham udelukkende fremstillet af bær og honning. Men i dag har hun indrettet et fødevaregodkendt storkøkken i en gammel stald, hvor hun producerer, tapper på flasker og hælder på glas i stor stil. Og hun har også planer om at indrette husmandsstedet ved siden af som produktionshal. En smule af produktionen bliver solgt fra et lille lysthus ude ved indkørslen til hendes gård, der ligger lige ud til en Margueritrute, hvor især mange cyklende turister kommer forbi, mens resten står på hylderne i Brugsen, hos slagteren og bageren og snart også i den lokale Netto-butik. Og de bliver også langet over disken rundt omkring i danske feinschmeckerforretninger, der sælger delikatesser fra danske gårde.

Pensionsdrømme

Men hvorfor flytter Bente Gaarde Christensen ikke sin advokatpraksis til Ærø, så hun slipper for alt besværet med at pendle frem og tilbage mellem Ærø og Holbæk og med at have to husstande, hvoraf den ene kræver sin kvinde og en enorm arbejdsindsats?

Det er der flere forklaringer på. For det første er der allerede én advokat på øen, og så stort er kundegrundlaget heller ikke. For det andet ville det også blive sværere at adskille de to verdener, mener hun.

"Det kunne nemt blive sådan, at mine klienter ville dukke op og forvente, at jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne," siger Bente Gaarde Christensen.

Og så får hun faktisk alligevel en lokal kunde i ny og næ, for modparterne til den lokale advokats klienter kan jo også få brug for professionel hjælp.

Umiddelbart virker det til, at Bente Gaarde Christensen arbejder i døgndrift, men hvad med ferie og fritid - hvad bliver der af det?

"Jeg ved ikke, hvad der er arbejde, og hvad der er fritid. Sådan er det jo, når man laver noget, der er skægt. Og jeg har altid haft den målsætning, at hvis noget ikke er sjovt længere, så stopper jeg," siger Bente Gaarde Christensen.

Men det er ikke, fordi det ikke er sjovt at være advokat længere. Det er bare sjovere at være landmand og også nemmere kun at have fokus og husstand ét sted. Derfor håber Bente, at nye investeringer på Ærø kan betyde, at hun inden for få år kan pensionere sig selv fra advokatforretningen i Holbæk og udelukkende hellige sig sine juletræer, sine bier, sine får og sit korn.

"Jeg er dog lidt splittet, for jeg kan godt lide mit fag," siger hun.

Men selvom hun lukker forretningen i Holbæk, behøver hun ikke at sige farvel til juraen. Alle de love og regler, der er omkring landbrug, betyder, at hun aldrig kommer til at slippe juraen helt, for det er næsten nødvendigt med en juridisk embedseksamen for at kunne hitte rundt i alle reglerne. Derfor kan Bente Gaarde Christensen godt forstå, når andre giver op. Men det har hun dog ikke i sinde at gøre - tværtimod. Hun nyder at se pensionsmidlerne vokse i bogstaveligste forstand, og så længe, det bliver ved med at være sjovt, bliver hun ved.