Laboratorier for ny offentlig styring

Udfordringen er at finde nogle målemetoder, som giver mening både for kommunalpolitikerne og - i Klaus Majgaards egen forvaltning - for pædagogerne og lærerne. Målemetoder, der kan aggregeres fra de enkelte daginstitutioner på en måde, så byrådet får meningsfuld information ud af det. Og omvendt kan det være en udfordring at oversætte byrådets beslutninger og mål til noget, der giver mening og er nærværende for medarbejderne i børnehaven. Én hurdle er sproget, som kan være meget forskelligt fra embedsmand til børnehavepædagog.

"Et eksempel er, når vi bureaukrater taler om 'serviceydelser' til børnefamilierne. Jeg bliver både kold og svimmel, når jeg hører det ord, for pædagogernes arbejde handler jo ikke om service. Pædagogisk arbejde er et dannelsesprojekt, hvor børnene skal sikres trivsel og læring, så de kan få gode liv. Det handler om samarbejde med hud og hår og om at skabe unikke menneskelige relationer," forklarer han.

"Et andet eksempel kan være, når politikerne ønsker 'rummelighed' i folkeskolen. Ordet rummelighed har en betydning som politisk begreb, men hvis ikke forvaltningen får det oversat til den pædagogiske verden, ender det nemt som et abstrakt og urimeligt krav til lærerne."

Og så er der det med, at det for sjældent er effekterne, der bliver målt på. Hvad kom der ud af indsatsen og de ressourcer, vi brugte - hvad blev resultatet? I stedet taler vi om alt muligt andet, fx hvor mange kvadratmeter børnene har til rådighed, og hvordan normeringen er. Begge dele er vigtige forudsætninger for at kunne levere kvalitet i dagtilbuddene, men det har ikke noget at gøre med effekten af det pædagogiske arbejde.

"Vi dokumenterer også, hvordan arbejdet med sprogstimulering og naturforståelse foregår, men det viser heller ikke effekten. Så vi mangler simpelthen at finde ud af, hvordan vi kan sige noget fornuftigt om, hvordan børn trives og om progressionen i deres indlæring og udvikling," siger Klaus Majgaard.

Pionerarbejde velegnet til laboratorier

Børn- og ungedirektøren forudser, at laboratorier kan være et nyt og spændende tiltag. Laboratorier tænkt som små fora, hvor de forskellige interessenter er repræsenterede, og hvor det er tilladt at eksperimentere, så nye ideer til styring bliver testet af i praksis, inden de ruller ud over det ganske land.

"Der kunne være deltagere fra både kommuner, forskningsinstitutioner, statslige myndigheder, faglige organisationer, pædagoger, politikere og forvaltninger. I laboratoriet kunne de diskutere og afprøve forskellige nye mål og værktøjer og vurdere, om de både rammer det væsentlige i det pædagogiske arbejde, er inspirerende at arbejde med, nemme at udføre, samt om forvaltningen kan bruge dem til at udvikle rammerne, og om politikerne kan diskutere ud fra dem. Det er pionerarbejde at måle på børns trivsel, udvikling og læring, og derfor må vi udvikle værktøjer ved at arbejde eksperimenterende," siger Klaus Majgaard.

Samtidig peger han på den sidegevinst, at det måske vil gøre det nemmere at håndtere de kritiske mediehistorier om enkeltsager, hvis der fandtes et system, som kunne give et fingerpeg om børnenes velfærd og trivsel i øvrigt.

Endelig er han fortaler for, at de traditionelle hierarkiske strukturer i den offentlige sektor bliver erstattet med en opfattelse af, at offentlige organisationer er opbygget som kæder af læringsrum med delvis autonomi. Oversat til virkeligheden i Børn- og Ungeforvaltningen består første led i kæden af institutionslederen, medarbejderne og borgerne. Næste led består af institutionslederen, kommunen og regionen, og sidste kædeled udgøres af region, kommune og stat. Det er Majgaards vision, at der i hvert af kædens led kan opbygges trygge interne læringsrum, så pædagogerne fx kan evaluere hinanden, uden at offentligheden kigger med over skulderen. 

"De kan gå på besøg i de andres børnehuse og være hinandens kritiske venner. Måske kan det være med til at skabe en mere nysgerrig og åben indstilling over for at blive evalueret. Og så skal der selvfølgelig være den anden type evaluering også - den, der er offentlig tilgængelig, og som kommunalpolitikerne skal bruge til at beslutte og fordele ressourcer ud fra," forestiller han sig.

Tæl - og fortæl

Majgaard er tilhænger af tal, men mener også, at målingerne på daginstitutionsområdet ville vinde ved at blive suppleret med fortællinger. For hvis pædagogerne var mere fortrolige med målemetodens genre, ville det formentlig gøre det nemmere at få den professionelle kunnen frem i målingen.

"I bund og grund skal styringsredskaber ikke være mere eller andet end et middel til kommunikation. Det handler om at skabe alliancer mellem de forskellige styringsniveauer, så de kan respektere og forstå hinandens rammer og være åbne over for, at læringsrum fungerer på forskellige præmisser," siger han.

Som eksempel peger børn- og ungedirektøren på kommunens udarbejdelse af mål og kvalitetsrapporter for folkeskolen. Undervejs i det forløb har skolechefen en kvalificeret samtale med hver enkelt skoleleder, og skolelederen har på samme måde en samtale med sine lærerteams. Selve målingen er både kvalitativ og kvantitativ og fortæller om rammer, processer og resultater.

"Byrådet får kun et lille sammenkog af kvalitetsrapporten og adgang til et webværktøj, hvor de kan se uddybninger. Jeg oplever, at det fungerer godt som redskab til, at byrådet kan tale om folkeskolen, og at de samtidig viser forståelse og nænsomhed over for ikke at presse skolernes rammer for meget," fortæller Klaus Majgaard om processen.

I det hele taget tror han, at det vil rykke med en ny generation af styringsteknologier, der er fri for standardiserende beskrivelser af ydelserne. Fx en model med en lille hård kerne af fælles indikatorer på nationalt plan, som både er fagligt meningsfulde, aggregérbare og inspirerende at arbejde med. Derudover skal der være plads til lokale indikatorer og en kombination af tal og fortælling, som de enkelte styringsniveauer kan bruge som omdrejningspunkt.