Nyt job - Kim Krarup

11-08-2008
2 min.

Nyt job.

Kim Krarup, 32 år, cand.jur. Har arbejdet i advokatbranchen siden han blev kandidat. Nu ansat i Københavns Kommune, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Huslejenævnet.

Hvorfor skiftede du job fra advokatbranchen til det offentlige?

"I oktober måned sidste år skiftede jeg job til advokatfirmaet Lønberg & Leth Christensen A/S for at prøve noget nyt. Jeg kom fra Grubbe & Anderskouv, hvor de havde en fornuftig indstilling til det at have travlt. Det var helt op til den enkelte selv at sige nej til flere opgaver. Jeg vidste godt, at arbejdsvilkårene ville være anderledes, men jeg havde ikke forestillet mig, at stedet ville leve op til de fordomme, der er om arbejdsvilkårene i advokatbranchen.

I løbet af foråret blev arbejdsvilkårene værre og værre, og jeg måtte i slutningen af maj sygemelde mig på grund af stress. Jeg vidste, at det var på tide at finde et nyt job, og med to måneders opsigelse tog jeg chancen og sagde mit job op uden at have et nyt." 

Hvorfor valgte du selv at sige op?

"Jeg erkendte ret hurtigt, at min første sygemelding på en uge ikke var nok. Hvis jeg vendte tilbage, ville jeg formentlig gå helt ned, og jeg ville videre. Jeg har ikke noget imod at arbejde, men arbejdspresset og forventningerne - også mine egne forventninger til mig selv - var for stort."

Hvad gjorde du så?

"Via DJØF begyndte jeg hos en erhvervspsykolog. Jeg fandt også hurtigt to stillinger, som jeg var interesseret i at søge, og jeg fik den ene."

Ved din nuværende arbejdsgiver godt, at du forlod dit tidligere job, fordi du gik ned med stress?

"Ja. Og jeg spurgte meget ind til mængden af arbejde og til, hvilke forventninger kontorchefen har. Ikke fordi vi ikke har travlt i det offentlige - det har jeg allerede, men der er et mindre forventningspres om, at man bare arbejder og arbejder. Og så er stemningen som at komme hjem - meget afslappet og ligefrem."

Hvad er forskellen på din arbejdsdag før og nu?

"Jeg glæder mig til at komme på arbejde. Og jeg glæder mig til at holde fri med god samvittighed. Jeg kan i princippet komme klokken otte og gå klokken halv fire, og hvis jeg bliver en time ekstra, så ryger det på flexen. Jeg har fået en noget lavere indkomst. Men hvis jeg regner timelønnen ud, får jeg sikkert det samme som før."

Er du helt på toppen igen efter din stressnedtur?

"Ja, men der er dog nogle ting, der ikke er helt på plads endnu. Når jeg får en mail, kan jeg være bange for, hvad der står i den, inden jeg åbner den, og når jeg får et mobilopkald fra et ukendt nummer, tænker jeg også: 'Hvad er nu det'."

Er du færdig med advokatbranchen?

"Lige nu, ja. Men jeg vil da bestemt ikke afvise, at jeg vender tilbage."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.