"Ideen med centerstrukturen er, at centrene skal være så fleksible, at folk kan gå ind og ud af dem," siger Henrik Dam, dekanen på Det Juridiske Fakultet, med henvisning til, at flere medarbejdere allerede er knyttet til to centre. Men nogle medarbejdere - de centerfrie - er slet ikke kommet med på vognen, fordi det eksterne forskerudvalg ikke har godkendt deres ansøgninger om at oprette et center inden for netop deres speciale. Ud af ti ansøgninger blev fire kasseret. Spørgsmålet er, om dette vil skabe ny opsplitning på fakultetet - et A- og et B-hold. Der hersker i hvert fald en vis slukøret stemning blandt de centerfrie, for det har trods alt krævet "et rimeligt stort forarbejde at skrive en ansøgning," som en centerfri medarbejder udtrykker det.