I baronens tjeneste

28-08-2008
4 min.

Inspiration, fleksibilitet og et fysisk arbejdsmiljø, der er i særklasse. Det er nøgleordene for, hvorfor juristen Erik Værbak nu i et år har fungeret som godsinspektør på Gavnø Gods.

Erik Værbak har været fuldmægtig i både stat og kommune. Han har også brugt sin juridiske uddannelse på Københavns Universitet, i et forsikringsselskab og som sekretariatschef i en interesseorganisation. Og han har haft foden under eget bord i et konsulentfirma med juridisk og administrativ rådgivning som kerneydelser.

Men selvom Erik Værbaks juridiske baggrund har bragt ham vidt omkring, havde han ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at den skulle resultere i en titel som godsinspektør. Men den er god nok. Det seneste år har hans arbejdsgiver heddet Otto Baron Reedtz-Thott og hans arbejdsplads Gavnø Gods, der ligger på en ø uden for Næstved. Hele godset inklusive slot, skov og omkring 130 ejendomme - både liebhaverboliger, husmandsstæder og landbrug - har været i familiens eje siden 1737. I dag er godset også kendt for sin tulipanpark, sine bilshows og for eget slotsbryggeri.

Det var Erik Værbaks kone, der gjorde ham opmærksom på jobbet. Hun arbejder i et af baronens selskaber og har også sin daglige gang på slottet som én af de øvrige godt 30 medarbejdere i Reedtz-Thott'ernes tjeneste.

For som Erik Værbak siger: "Det er jo ikke sådan et job, der typisk er opslået, og nu er jeg 50 og har prøvet så meget, men ikke et job, der er så alsidigt og anderledes."

Enestående omgivelser

Umiddelbart er der da godt nok også én eller mange verdener til forskel fra hans tidligere jobs. For det første omgivelserne.

"Man bliver da lidt høj af rammerne. Det er jo noget helt særligt og noget helt andet end at sidde på et kontor i en betonklods," siger Erik Værbak.

Hans kontor ligger inde på slottet med udsigt til parken, hvor turisterne dasker rundt med solsortesang som lydtæppe, og hvor Dannebrog vajer højt på slottets tag. Skrivebordet står midt i rummet, bag ham står et antikt ur, og på væggen hænger malerier af to royale personer fra fordums tid. Malerierne er bare to af en stor samling af tidligere tiders europæiske royale og adelige personer, der hænger række efter række i slottets gange, som vistnok er den største europæiske portrætsamling.

En arbejdsgiver i særklasse

Så er der arbejdsformen og arbejdsgiveren - også en verden til forskel fra, hvad Erik Værbak tidligere har været vant til. Hans primære opgave er tilsyn, fremvisning og kontraktstyring af godsets 130 udlejningshuse og -ejendomme. Og hvad dagen bringer, ved han aldrig, når han kører over broen til slottet om morgenen.

"Jeg har ofte planlagt, at nu skal jeg nå dét og dét, men det hænder, at jeg kommer til at lægge det til side, fordi baronen har prioriteret noget andet. Men det er jo med til at gøre min arbejdsdag alsidig," fortæller Erik Værbak.

Og det er noget specielt at have en arbejdsgiver, der er opvokset på slot og gods og født til at føre forretningen Gavnø Gods videre efter sin far.

Baronen skulle da også tages i ed, før nærværende blad fik lov at komme på besøg. For der er stor interesse for baronen og hans families gøren og laden fra andre dele af pressen.

En ny arbejdsform

En anden markant forskel fra Erik Værbaks tidligere arbejdsliv er manglen på omfattende notater og indstillinger og mange og lange kontormøder. Når baronen vil Erik Værbak noget eller omvendt, så går det tjept.



"Det er ikke noget med, at jeg skal bestille tid til et møde. Jeg stikker bare hovedet ind eller ringer på hans mobil. Men jeg kommer eller ringer ikke bare i tide og utide, jeg samler sammen, er forberedt og konkret, for man får at vide, hvis noget ikke er i orden. Og han har i sjælden grad fingeren nede i detaljen. Han er en kontant arbejdsgiver, og man er ikke i tvivl om, hvad han mener. Men det passer mig fint, for jeg kan godt lide den direkte facon," siger Erik Værbak.

Den særlige atmosfære og de betagende omgivelser er ikke bare med til at give et ekstra pift til arbejdsdagen. Det giver også inspiration og rum til hans andet hverv som kunstmaler. Af samme grund er Erik Værbak også selv øbo - dog ikke på Gavnø, men på Lolland, hvor han har fundet et hus med atelier i unikke omgivelser og ikke mindst til en unik pris - vi taler under en million.

Så Erik Værbak kører fra én ø til en anden - på den ene er han kunstneren og på den anden djøferen, om end en lidt speciel en af slagsen. Og det ene udelukker bestemt ikke det andet, og det skal det heller ikke. Det er også netop derfor, han er øbo og arbejder på Gavnø. For nu er det sådan, at han og baronen har en aftale om, at Erik Værbak ikke behøver at vise sig på slottet hver dag. Han har fleksible arbejdstider og er ikke ansat til at sidde på sin pind i 37 timer plus det løse. Nej, han er ansat til at løse nogle bestemte opgaver. Men det er da ikke anderledes, end at han også tager turen til Gavnø i weekender, hvor der er større publikumsarrangementer og giver den en ekstra skalle, hvis det brænder på. Til gengæld lægger han meget hurtigt Gavnø bag sig, når han slipper dagens arbejdsopgaver.

"Det er af sted af sted, så snart jeg har fri, selvom omgivelserne indbyder til, at man lige render en tur i parken. Men ellers ville jeg jo være på arbejde hele tiden."

Og så er der jo en anden ø og et atelier, der trækker en tre-fire broer væk.

Hør og se også Erik Værbaks fortælling i billeder og lyd. Klik på link "I baronens tjeneste" i højre spalte.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.