Fra tørklædedebat til kappetvang

Men de er begge mere end enige om, at det grænser til det grundlovsstridige eller i hvert fald til det respektløse for den dømmende statsmagt, at man nu i huj og hast og udenom dommerne fremsætter et lovforslag om et tørklædeforbud for dommere.

"Der er lige så mange og lige så delte meninger om religiøse symboler i retten blandt dommere, som der er i resten af befolkningen, så det har vi ingen fælles holdning til i Dommerforeningen. Men vi mener, at det - for nu at udtrykke det pænt - er uhensigtsmæssigt, at der skal hastes et meget indgribende lovindgreb igennem på et så væsentligt område som dommernes habilitet og fremtræden, der er et område, som dommerne altid selv har reguleret," forklarer Tine Vuust.

"Ikke for at ophøje os selv, men fordi vi som begreb er en selvstændig statsmagt, der er uafhængig af de to andre statsmagter. Det er den lovgivende statsmagt nødt til at vise respekt for," siger hun og understreger:

"Jeg er sikker på, at vi også på dette område selv kunne have løst problemet på en fornuftig måde - når og hvis problemet med dommere, der ønskede at bære tørklæde i retten ellers måtte opstå. Vi er blevet en del af et politisk spil, hvor man i en fart skulle have lukket en politisk uønsket debat."

På kanten af grundloven

Som bekendt startede hele debatten med, at Domstolsstyrelsens bestyrelse sendte en ny personalevejledning ud, som indeholdt en passus om, at der ifølge gældende lovgivning ikke er noget til hinder for, at de ansatte ved domstolene bærer religiøse symboler i retssalen.

Men personalevejledningen gælder formelt set alene for domstolenes øvrige personale - dommerfuldmægtige, kontorpersonale med videre - som er Domstolsstyrelsens område, understreger Tine Vuust. Den gælder ikke udnævnte dommere.

"Dommerudnævnelsesrådet er dét organ, som rettelig skal tage stilling til et spørgsmål om, hvorvidt man vil udnævne dommere, som bærer for eksempel muslimsk tørklæde. Og den stillingtagen kan man jo først tage til den tid, hvor der melder sig en sådan ansøger til et dommerembede. Politikerne har i hastværket med at få lukket debatten ikke spurgt dommerne om vores holdning," fastslår hun.

Per Hansen mener, at politikerne er ude på en kant:

"Jeg siger ikke, det er grundlovsstridigt. Men det principielle er jo, at vi i grundloven har betroet dommerne selv at tage vare på, at dommere altid overholder upartiskhedskravet - på samme måde som hele vores retssystem bygger på tillid til, at dommere er i stand til at nå frem til de rigtige afgørelser. Men i dette spørgsmål har man så pludselig ikke tillid til, at dommerne vil kunne finde den rette løsning. Det er udtryk for en desavouering og en mistillid, som er skrap kost."

Samtidig får vi nu byretsdommere med kapper på, beklager de begge. For det bliver et led i loven, at samtlige dommere skal bære kapper.

"Kappepåbuddet er alene med for at bevare- et menneskerettighedsskind på næsen af lovforslaget. Men resultatet er jo, at de sidste 30 års udvikling med at give myndighederne et mere menneskeligt ansigt i mødet med borgerne skrues tilbage. Nu skal borgerne til at stå over for en dommer i sort kappe," siger Per Hansen.

"Dommerne i landsretterne og i Højesteret bærer kapper i dag. Vi har haft et udvalgsarbejde om det i Dommerforeningen, som blev fulgt op af en medlemsafstemning, hvor et stort flertal af byretsdommerne stemte nej til at indføre kapper for byretsdommerne," forklarer Tine Vuust.

Det kristne kors i Foghs bomærke

Per Hansen mener også, at det er lykkedes regeringen at smække låget i for en relevant værdipolitisk debat.

"Det forfærdelige ved hele denne debat har været, at den kun har drejet sig om ét bestemt religiøst symbol: Tørklædet. Men vi har jo i forvejen religiøse symboler for vores offentlige myndigheder - de er bare kristne. Både statsministerens bomærke og domstolenes bomærke med korset over kronen viser, at der er tale om et kristent foretagende. Så dét her kunne lige så godt have været anledningen til at tage en debat om, hvorvidt vi skal have adskilt stat og kirke."

Og det andet og lige så forfærdelige er, at den nye lov formentlig vil skræmme unge muslimske kvinder væk fra retsvæsenet, fastslår han.

"Det er en stor skam. Hele sagen bygger jo på den meget glædelige baggrund, at integrationen nu er nået dertil, at vi kan begynde at forvente ansøgninger til domstolssystemet fra unge jurister med muslimsk baggrund - endda kvinder. Det er en gruppe, som det er vigtigt at få fat i. Både af hensyn til den almindelige integrationsproces i samfundet, men også for at vi kan få større mangfoldighed i domstolssystemet."

Tine Vuust ønsker også øget mangfoldighed i domstolene.

"Det er en naturlig udvikling også at have dommere med en anden kulturel baggrund. Så vi skal gøre alt, hvad vi kan for at opfordre de unge, kvindelige jurister til at vise interesse for domstolene. Også selvom de bliver nødt til at reflektere over, hvordan de vægter et ønske om at bære tørklæde over for et ønske om at gøre karriere i domstolssystemet."

Men hun tror, at dén proces ville have været lettere, hvis dommerne havde fået lov og tid til - stille og roligt og i takt med den konkrete udvikling - selv at tage debatten og måske i sidste ende træffe en formel afgørelse om brugen af religiøse symboler i retssalene.

"Nu har politikerne i stedet fået trukket nogle skarpe fronter op ved forhastet at udstikke rammerne for et lovdirektiv."

Per Hansen mener, at DJØF skal prøve at gøre en indsats for at begrænse skadevirkningerne af loven.

"Nu bliver unge, muslimske, kvindelige jurister - som jo er vores medlemmer - sat over for et knivskarpt valg, som jeg personligt ikke mener, de behøvede at blive. Men vi ser jo, at unge tyrkiske kvinder må lægge tørklædet, når de går ind på et universitets grund, og at det dog ikke afholder dem fra at tage universitetsuddannelser i Tyrkiet. Så hvis vi på nogen måde i DJØF gennem dialog og information kan støtte dem i deres valg, skal vi gøre det," siger han.

Det gælder også en eventuel mulig dialog i det religiøse rum om, at dommerhvervet er et helt specielt hverv.

"Ja. For jeg håber da, at det er sådan for muslimske kvinder, at deres Gud ikke anser dem for at være ringere mennesker, hvis de af en grund som denne bliver nødt til at tage tørklædet af. Så det her vil også kræve nogle overvejelser i de muslimske trossamfund, som jeg håber bliver taget og falder ud, så vores unge, kvindelige, muslimske jurister vil vælge at gøre en indsats for samfundet i de danske domstole. For det har vi behov for. Men jeg frygter desværre, at loven med dens kedelige klangbund af at være rettet mod én bestemt befolkningsgruppe vil få den modsatte effekt," siger Per Hansen.

Ikke lige meget hvad dommeren har på

Som sagt har Per Hansen og Tine Vuust hver sin personlige holdning til selve spørgsmålet om religiøse symboler i retten.

Da debatten startede, tænkte Per Hansen umiddelbart, at nej, dommere skal ikke bære tørklæde i retten. De skal være neutrale i påklædningen. Men i dag er hans holdning, at det personligt ikke ville genere ham at blive dømt af en dommer med et religiøst symbol på.

"Det må være det ideelle i et demokratisk samfund, at det ikke betyder noget. Men igen: Lad mig understrege, at uanset hvad jeg og alle andre har af meninger om det, så burde man have overladt det til dommerne selv at træffe afgørelse om det - i forvisning om, at de ville have truffet en beslutning, som også værnede om respekten for domstolene."

Tine Vuust ville det genere at blive dømt af en dommer iført et så stærkt religiøst symbol, som et tørklæde er, og hun ville aldrig selv bære et sådant symbol i retten, siger hun med en understregning af, at det alene er hendes egen personlige holdning.

"Jeg og mine kolleger gør meget for ikke at fremstå partiske eller afhængige af noget i retten. På samme måde synes jeg heller ikke, at man skal signalere sit religiøse tilhørsforhold. Jeg synes ikke, det hører til i en retssal. Det kan godt være, at det ikke burde være noget problem i det ideelle demokratiske samfund, hvordan dommeren ser ud og klæder sig, men dét samfund har vi altså ikke endnu," siger hun og udstøder et hjertesuk over hele debatten.