Fra krise til krise

Djøfbladet er taget på besøg hos én, hvis hverdag er fyldt med beslutninger, som skal træffes her og nu på et mangelfuldt oplysningsgrundlag - uanset om det er en krise med ét menneske eller en evakuering af 6.000 mennesker.

Historien med den dyre katamaranfærge kunne have givet politisk ballade. Og operationen med busserne, som blev sendt mod strømmen til Sydlibanons krigshelvede for at hente danskere op til Beirut, kunne være endt fatalt for danskerne dernede og for de udsendte kolleger. Var det gået galt, havde det fået konsekvenser for chefen heroppe. Der er lille margin mellem succes og fiasko.

For Lars Thuesens vedkommende starter historien med Udenrigsministeriets selvransagelse efter tsunamien den 26. december 2004. Man var ikke gearet til katastrofer med snesevis af omkomne og tusindvis af danske turister på katastrofestedet. Efter det forløb blev Udenrigsministeriet nødt til at bevæge sig meget hurtigt op af læringskurven.

En sen fredag eftermiddag i maj 2005 blev Lars Thuesen - som dengang var leder af kommunikationsenheden - kaldt op til direktøren, som meddelte: "Vi opretter et kriseberedskab  nu, og du skal være chefen."

Livsfarlig strategi at dække over fejl

Den milde junidag, hvor Djøfbladet er på besøg, er der ministerielt stille på hele etagen. Det særlige krisestabsrum står tomt. Inde i opkaldscentralen passes telefonerne tyst under de store landkort.

Lars Thuesen er en gammel Hobro-dreng, han bruger ikke store ord, men ret skal være ret: Danmark var dét land, der hurtigst fik sine borgere ud af Libanon. Den torsdag under evakueringen, hvor CNN og Associated Press lod nyheden om de effektive danskere gå verden rundt, var det altså svært - selv for en nordjyde - at holde begejstringen tilbage, indrømmer han.

De traf beslutningen om evakueringen en sen fredag eftermiddag, bemyndigelsen fra Finansministeriet kom om aftenen, og det første SAS-fly lettede om lørdagen.

Det kunne lade sig gøre, fordi kriseberedskabet i de akutte helt store sager ikke skal over Finansudvalget eller Folketinget, før der siges 'go'. Hvad en række af de andre lande skulle. Meget af dét, som den danske krisestab i dag selv kan beslutte på embedsplan, er tidskrævende regeringsbeslutninger i mange andre EU-lande.

Er nulfejlskulturen da så afskaffet? "Tja," siger Lars Thuesen.

"Men man har et beslutningsgrundlag, som måske kun er 50 procent af det optimale. Hvis man så insisterer på, at der ikke må begås fejl, jamen, så bliver der jo ikke truffet nogen beslutninger," fastslår han.

Og alternativet til ikke at træffe beslutninger er ti gange værre: Tiden går - og det må den ikke, slet ikke i de første kritiske timer af en krise. Men man skal kunne forklare sig.

Som dengang med Libanon, hvor de fik sendt et fly ned, som kom tomt hjem igen fra Cypern, fordi den stramme tidsplan ikke holdt. Den episode fik pressen forklaret næste morgen - og der var ikke én, der fandt den værd at skrive om.

"Det er en livsfarlig taktik at forsøge at dække over fejl. Man må lægge dem frem, og man må forklare, hvorfor man traf en beslutning, som efterfølgende ser forkert ud, men som var rigtig i situationen."

Det gælder også om at vide, at nogle gange skal man stå fast, selvom man får bøllebank i pressen. Efter terrorbomberne i Sharm-El-Sheik stod Udenrigsministeriet fast på - mens dansk tv filmede danskere, der ville hjem - at det ikke er den danske stats ansvar at hente 500 ferierende danskere hjem fra Ægypten, når der ikke er overhængende fare for liv og helbred.

"Sådan er det jo, og slagene må man tage med oprejst pande. Det tog os en dags tid at få forklaret offentligt, hvad vi mener, der er statens ansvar, og hvad der er charterbranchens. Men så vendte stemningen også, og siden har vi aldrig oplevet en tilsvarende situation," siger Lars Thuesen.

"Men måske skulle vi have været lidt mere håndfaste i vores presseudmeldinger," tilføjer han. For kommunikation er afgørende.

Ingen livstidsstilling

"Muhammedkrisen" i februar 2006 er en historie for sig. Ingen danskere blev dræbt eller kom til skade. Det drejede sig om de uhyre delikate beslutninger om trusselsbilledet: Evakuering, rejs hjem straks, bliv. Sikkerheden for danske borgere går først for alt, men man må heller ikke puste til ilden, for det indgår også i danskernes sikkerhed ikke at gøre det.

"Igen: Vi sidder herinde en sen søndag aften midt i et arbejdsforløb, som varer 28 dage i træk, vi er dødtrætte, og vi skal træffe beslutninger om situationen i 15-20 lande på et ufuldstændigt grundlag. Vi er i tvivl: Hvad betyder det for truslen mod danskerne derude, at man nu angriber og brænder vores ambassader? Men du kan ikke lade Danmark vågne op til et Udenrigsministerium, der har sovet hele natten og ikke meldt ud om, hvordan danskerne skal forholde sig."

Også dét gik godt. Der blev ikke krummet et hår på nogen danskers hoved, men hvad nu hvis. Havde det så kostet ham jobbet? Så hvad frygter han mest?

"Panikken er ikke nær så stor, som den var det første års tid. Det bliver nemmere med årene og erfaringerne, og derfor er der ingen scenarier, der på forhånd får mig til at ligge søvnløs om natten."

Selvom alle kriser er markant forskellige, er der nogle mekanismer, som gentager sig i alt fra en kidnapning af en TV 2-journalist i Afghanistan til en terrorbombe. Erfaring - og det har der desværre været rige muligheder for at få, som han siger - gør forskellen.

"Man kender de politiske, de juridiske og de økonomiske rammer fra alle vinkler. Du kender ikke reaktionsmønstrene i alle verdens lande, men du har en rimelig klar fornemmelse af, hvad der er teatertorden, og hvad der er dødelig alvor. Man ved nogenlunde, hvor nogle af de svære beslutninger, som folk ellers godt kan blive lidt skræmte over, skal lande. Og man ved på rygraden, at dét at skyde bolden til hjørnespark sjældent er en option, når det handler om mennesker i en nødsituation."

Hvis Al-Qaida denne sommer har slået til mod ferierende danske borgere et eller andet sted i verden, har Lars Thuesens mobil ringet igen - ligesom i de foreløbig tre ferier, hvor han enten er blevet kaldt hjem eller har aflyst ferien.

"Sådan er vilkårene, og så må man forsøge at kompensere familien på et andet tidspunkt. Men det her er heller ikke nogen livstidsstilling, så på et tidspunkt overgår jeg til et mere normalt arbejdsliv," siger Lars Thuesen.

Øget behov for offentlig krisestyring