Faglige organisationers genfundne identitet

Til hverdag snakker Bech Hansen fra Kontrapunkt om organisationers identitet, og at organisationer ofte glemmer ideen, som oprindeligt etablerede dem. I dette tilfælde synes jeg nu egentlig, at det er Bech Hansen, der glemmer, hvad faglige organisationer er til for. Og det er de faglige organisationer, der er kommet i tanke om, hvad deres eksistensberettigelse egentlig er: At varetage medlemmernes interesser, herunder sikre gode løn- og ansættelsesvilkår.

Igennem mange år har de faglige organisationer på disse områder brugt megen energi på at varetage de syges og børnenes interesser. De har kæmpet for en stærk offentlig sektor. Kunne det tænkes, at det eneste nye, der er sket er, at pædagogerne og sygeplejerskerne vil overlade det til os - brugere af den offentlige service - at tage del i ansvaret for en god og velfungerende offentlig sektor? Hvis man kigger på lægerne, så har de jo i hvert fald udnyttet mulighederne for både at være ansat i den private - og offentlige sektor - og har tjent rigtig gode penge på det.

På et andet offentligt område er det helt modsat forholdene på pædagog- og sygeplejeområdet. Hver gang lærerne har været udsat for pres og effektivitetskrav, er det eleverne, der har protesteret på lærernes vegne. Hvis man overfører det til de andre områder, kunne man så forestille sig, at det var brugerne af (og ikke medarbejderne) den offentlige sektor, som stillede politikerne til ansvar for en god og velfungerende offentlig sektor? Jeg ved det ikke, men det ser tilsyneladende ud til, at pædagogerne og sygeplejerskerne har genfundet formålet med de faglige organisationer og har påtaget sig den kynisme, som andre offentlige ansatte har smidt forlængst. De har genfundet identiteten og har opnået et rigtig godt resultat.