Strejkens virkelige vinder

Utilsigtede konsekvenser er et velkendt fænomen fra samfundsvidenskaberne. Den amerikanske økonom Steven Levitt, der står bag bestselleren Freakonomics, har givet en række eksempler på fænomenet. Bl.a. viser han, hvordan legaliseringen af aborter i USA har ført til mindre kriminalitet, fordi uønskede børn har større tendens til at blive kriminelle. Han beskriver også, hvordan en lov om bedre forhold for handikappede har ført til en stigning i antallet af arbejdsløse handikappede. Loven gjorde, at færre arbejdsgivere ønskede at påtage sig ansvaret for de arbejdsløse.

Selv om nogle af Levitts eksempler er omdiskuterede, er han overbevisende i sin argumentation for, at begivenheder og handlinger ofte fører til helt uventede - og somme tider - modsatte konsekvenser af hensigten. Flere forhold tyder på, at strejken i det offentlige bliver endnu et eksempel på det.

Udover det håndfaste ønske om højere løn har en af drivkræfterne i konflikten været organisationernes mål om generelt flere midler og højere kvalitet i den offentlige danske servicesektor. Ifølge løbende meningsmålinger har et flertal af danskerne støttet den målsætning. Men på trods af opbakningen til de strejkendes krav, så har mange danskere været tvunget til at søge alternativer til den offentlige service under strejken. Forældre har fundet private børnepasningsmuligheder, større firmaer har iværksat fælles private pasningsordninger, syge har søgt til danske og udenlandske privathospitaler, og selv flere, som ikke har været syge, har sikret sig en privat sygeforsikring, i fald de skulle blive syge under en strejke.

Jeg talte for nyligt med ledelsen af et større privathospital. De fortalte, at strejken havde betydet en kolossal stigning i antallet af forespørgsler  - ikke kun på grund af henvisninger fra det offentlige - også på grund af direkte forespørgsler. Og som ledelsen sagde: Når folk først er inde i de private systemer, har de tendens til at blive der og ikke komme tilbage til det offentlige. Med strejken som katalysator var ledelsen nu i gang med at iværksætte multimillioninvesteringer i nye hospitaler. På samme måde kan man forestille sig, at de virksomheder, som har søsat initiativer med børnepasning for medarbejderne under strejken, fastholder den service til medarbejderne, efter strejken er slut.

På den måde har strejken accelereret, ja i visse tilfælde faktisk muliggjort udviklingen hen i mod et stærkt og økonomisk bæredygtigt alternativ til den offentlige service. Det er en udvikling, der har været i gang længe. Privathospitaler har været i stor vækst allerede før strejken, antallet af private sygeforsikringer er eksploderet de senere år, og der er også opstået flere og flere private børneplejeinstitutioner. Men strejken viser sig måske at være den hændelse, der for alvor førte til fuldbyrdet privat service-sektor parallelt med den offentlige.

Hvad væksten i de private services kommer til at betyde på længere sigt, er en større debat. Nogle hævder, at det vil lette presset fra de offentlige institutioner, at øget konkurrence vil tvinge det offentlige til bedre service, og at udviklingen derfor samlet set vil være en gevinst for det offentlige. Andre hævder, det vil udsulte ressourcerne, lokke de bedste folk væk fra det offentlige og føre til så lav kvalitet, at det offentlige kun bliver for dem, der ikke har råd til andet.