Hvad væksten i de private services kommer til at betyde på længere sigt, er en større debat. Nogle hævder, at det vil lette presset fra de offentlige institutioner, at øget konkurrence vil tvinge det offentlige til bedre service, og at udviklingen derfor samlet set vil være en gevinst for det offentlige. Andre hævder, det vil udsulte ressourcerne, lokke de bedste folk væk fra det offentlige og føre til så lav kvalitet, at det offentlige kun bliver for dem, der ikke har råd til andet.