På vej mod toppen

26-06-2008
9 min.

Kostplaner, vægttræning, cykelstyrt og impulsive værtshusbesøg. Flankeret af læger og en personlig coach fortsætter den 60-årige økonom Hans Kornø Rasmussen sin kamp for at komme i form til at besejre bjerget Mont Venteux.

I slutningen af januar møder jeg frisk og veloplagt op hos min coach, Torben Bremann. Jeg bilder mig ind, at han kigger skeptisk på mig, når jeg vender ryggen til. Heldigvis har jeg siden nytårsaften dæmpet mit indtag af mad og drikke, så nu er det kun 90 kilo, der møder op og fortæller, at han har præcis fem måneder til at bringe mig i en forfatning, hvor jeg og mine snart 60-årige, svækkede lunger kan bestige det legendariske bjerg Mont Ventoux - på cykel, i ét stræk og på den sværeste af bjergets tre opstigninger.  

"Kan du fokusere hele tiden - hver eneste dag altså - så tror jeg, det kan nås," siger han let opmuntrende.

Men opgaven er ikke så ligetil, fornemmer jeg. Denne artikels forfatter skal nemlig blive et bedre menneske på tre områder, samtidig. Først og fremmest skal min elendige kondition bringes over det normale for min alder, min vægt skal ned på maksimum 80 kilo og på samme tid skal musklerne styrkes og øges. 

Jeg starter blødt ud, erfarer jeg senere. Træning hver dag, nogle dage både morgen og aften, men jeg har én ugentlig fridag. Min kost skal styres og lægges radikalt om. Hver dag. Dog må jeg i de første to måneder indtage to måltider om ugen, hvor jeg må spise, hvad jeg vil. Jeg må også drikke spiritus. Men begræns dig, lyder den venlige opfordring. Mine dage som levemand synes at være forbi.   

Jeg er virkelig splittet. Det holder jeg da aldrig til. Hvad er det egentlig, jeg vil vise over for mig selv? Eller måske mine omgivelser? Er jeg i virkeligheden bare bange for at blive ældre? Jeg har det jo sådan set meget godt og er holdt helt op med at ryge. Så mon ikke mine lunger er godt tilfredse?

På den anden side: Jeg pirres ved tanken om at udfordre min fysik hver dag. Og jeg har også lyst til at lægge stilen om. Livsstilen altså. Og én ugentlig fridag. Det bliver jo en stor festdag hver uge. Ligesom jøderne holder totalt fri om lørdagen, og min salige morfar, metodistpræsten, gjorde om søndagen. Og sikken en julefrokost med øl og snaps hver lørdag. Jeg springer til. 

Helt udkørt

De første to måneder er ekstreme. Så vidt jeg kan huske, har jeg aldrig i mit liv været så udkørt. Jeg cykler på min hjemmeracer, går ture og sidder i de mest ejendommelige maskiner seks dage om ugen og løfter vægte. Jeg forsager alt fedt i maden og spiser kød, æg og andre proteiner i lange baner. Væk med fedtet og ind med musklerne.

Tilværelsen i øvrigt arter sig fint, selvom jeg har en del at se til. Blandt andet udkommer min bog 'Den danske stamme - en befolkningshistorie' - med alt hvad det indebærer af koncentrerede pressemøder, foredrag og diskussioner. Og midt i det hele dør min gamle mor.

Alligevel er det, som om den, for mig, ekstremt voldsomme, fysiske aktivitet giver mig en anden slags overskud, end jeg er vant til. Måske øger det også min selvbevidsthed? Jeg er heller aldrig sløv og falder ikke i søvn til nyhederne, som jeg i nogle år har haft for vane. Jeg er simpelthen bare fysisk udkørt.

Nogle dage går jeg lystigt på vandet. Og dagen efter har jeg svært ved at slæbe mig af sted. Der er gang i den. Lidt ligesom da jeg var ung, og der var fuldt kul på livsappetitten.

Jeg er målløs over, hvordan det er muligt at påvirke kroppen. Hvordan psyken følger med, er jeg lidt mere usikker på. Jeg er også gennemforundret over, hvor hurtigt det går. Både op og ned. I påskeferien rejser jeg med familien til Oman, hvor jeg træner på hotellet hver anden dag, og jeg spiser, efter min tidligere målestok, overordentligt fornuftigt. Alligevel stiger min fedtprocent betragteligt på blot ni dage. En kedelig erkendelse, at det går så stærkt den anden vej! 

En rigtig racer

Jeg skal også lære at cykle på en rigtig racer. Jeg køber mit vidunder i februar, hvilket viser sig at være en ualmindelig klog disposition. Inden alle motionisterne kommer på vejene, er der rigtig gode tilbud på markedet. For 10.000 kroner kommer man langt.

Min gode ven og mangeårige samarbejdspartner, direktøren for Foreningen Nydansker, Torben Møller Hansen, hjælper mig gennem junglen af hensyn, der skal tages for oprigtigt at hengive sig til en ny racercykel. Han er cykelnørd, og jeg erfarer hurtigt, at det at købe en cykel svarer lidt til at købe et par lækre nye sko. Den skal passe perfekt, den skal være flot, man skal være stolt af den, og den skal altid pudses.

Torben og hans smukke hustru Birgitte kører med op ad bjerget den 30. juni. De har gjort det før, så de kan lære mig noget om, hvad man gør, når bjerget tårner sig op lige foran min nye cykel. Min gamle student og eminente cykelrytter Marianna Lubanski tager mig til Åsen i Sverige for at lære mig, hvor hårdt det er at køre opad.

Den fremragende cykelreporter Henrik Jul Hansen vil også forsøge at betvinge bjerget samme dag. Jeg er meget glad for, at han er med. Ud over at være et meget behageligt menneske ved han alt om cykler og cykelløb. Det er også en løbende trøst, at han for at komme i form slås mod de samme dårlige vaner, som jeg gør.

Jeg køber en pragtfuld dansk Principia. Det vigtigste er, at den monteres med de rigtige bjerggear - med et meget lille tandhjul foran, 34 tænder, og et næsten tilsvarende tandhjul på baghjulet, 24 tænder. Det betyder, at jeg kan træde i pedalerne næsten uden at komme frem. Det sparer på kræfterne op ad bjerget, til gengæld stiller det enorme krav til konditionen. Et evigt dilemma for os bjergryttere!

Kriser og åndssvage klikpedaler

1. april cykler jeg første gang på mit nye vidunder. 60 kilometer og en gevaldig nedtur bliver det til. Jeg falder to gange. Jeg er knust. Ikke så meget, fordi det gør ondt, men en rædsom start, og jeg oplever min første, mindre krise. Det er de åndssvage klikpedaler, hvor fødderne spændes fast, jeg ikke kan finde ud af. Men der er ingen vej udenom, siger cykelnørderne. Uden klikpedaler kræver det langt flere kræfter at køre op, og det er også farligere, hvis foden smutter på pedalerne.

Jeg styrer ellers nogenlunde uden om de kriser, jeg har fået at vide kommer, når jeg belaster kroppen så voldsomt. Den 25. april går det dog galt. Af uforklarlige grunde bliver jeg aldeles ligeglad med alt og alle. Selv hvis min nye racer var væltet, kunne jeg ikke tage mig af det. Jeg havde trænet voldsomt hele ugen, og pludselig var det, som om jeg ikke var der. Jeg var i strålende humør og gik på det lokale værtshus og drak ti øl og røg 14 cigaretter. Noget jeg ikke havde gjort i tre måneder. Det var, som om jeg totalt havde mistet kontrollen. Måske fordi jeg til daglig levede ekstremt disciplineret? Jeg havde ikke prøvet noget lignende før i mit liv. Næste morgen trænede jeg da også videre, som om intet var hændt. Min coach mailer mig: "Der kommer kriser indimellem."

Jeg løfter 20 tons

I april strammes skruen. Vægttræningen intensiveres, og mine grænser flyttes hele tiden derud, hvor det for alvor gør ondt. 'Burn out' kaldes det. Jeg regner ud, at jeg på en enkelt træningsomgang når at løfte - med ben og arme - omkring 20 tons. Endnu en gang er jeg målløs. Tænk, at jeg i løbet af et par timer kan løfte 20 tons. Det er helt ubegribeligt, hvad den menneskelige krop kan klare.

Også på madfronten er de indledende øvelser overstået. Nu skal jeg veje al den mad, jeg spiser. Højst 2.400 kcal om dagen og fordelingen mellem kulhydrater, proteiner og fedt skal ligge nogenlunde fast på henholdsvis 55 procent, 35 procent og 15 procent. Hele kostplanen styres via et smart program (Madlog.dk), hvor både jeg selv og min coach præcis kan måle, hvad jeg gør. Senere sættes antallet af kalorier ned, og sammensætningen ændres.

Samtidig bygges min kondition op, så jeg uden besvær kan klare mere og mere. Hvor jeg tidligere følte mig lettere forurettet, hvis jeg på min motionscykel skulle cykle 20 minutter i adstadigt tempo, kan jeg nu uden besvær køre i to timer. På hjemmeraceren i mit arbejdsværelse svarer det stort set til en film på den fladskærm, jeg har sat op til lejligheden.

Frem til midten af maj bliver træningen hårdere og hårdere, og på det tidspunkt har jeg opbygget min krop så meget, at min styrke nu blot skal opretholdes, madprogrammet overholdes, og så skal der arbejdes på landevejen.    

Lægerne jubler

Nu er jeg snart klar til at drage til Frankrig, hvor jeg vil øve mig nogle dage på at køre i bjergene, inden jeg vil forsøge at nå toppen af Mont Ventoux. Næsten fem måneders træning har sat sine tydelige spor. Min vægt er kommet ned fra 93 kilo før jul til nu 79 kilo.



Min mave er væk, og det hele er stort set muskler. Det kan måles ved, at min fedtprocent er faldet fra 21,9 til 10,1. Anbefalingen fra WHO ligger på mellem 22 og 11 procent, så jeg er gået fra den ene yderlighed til den anden.

Min læge, Solvej Martensen, har taget blodprøver for at se, om der sker noget med blodet, sukkeret, kolesterolet, immunforsvaret eller andet. Men alle tal er konstante. Til gengæld har den megen træning forbedret mit blodtryk eftertrykkeligt. Da jeg startede, lå det normalt på 125/80. Nu er det faldet til 110/78. Ualmindeligt flot for en 60-årig.  

I midten af april bliver jeg undersøgt af hjertespecialisten Peter Schnohr, og i hans rapport hedder det efter to og en halv måneds træning, at jeg har en 'relativt god kondition', og den ligger over gennemsnittet for min alder. For mig og mine rygerlunger en storslået meddelelse. Og siden er konditionen forbedret yderligere.

Min gode lungelæge John Arnved, der har fulgt mig hele tiden, siger nu:

"Dig skal vi nok få næsten normal igen."

Hvor min lungefunktion tidligere var nedsat med en tredjedel, er det nu kun 12 procent af min lungekapacitet, der ikke virker. Og denne voldsomme forbedring skyldes en kombination af den intensive træning, og at John Arnved opdagede, at jeg har astma, som jeg nu tager daglig medicin mod. 

En øjenåbner

Det eneste, jeg nu mangler, er at køre op ad bjerget. Det, jeg har gennemlevet de seneste fem måneder, har været en øjenåbner af uanede dimensioner. Selvom tanken indimellem har strejfet mig, at det er en ejendommelig beskæftigelse for en midaldrende cand.polit., har jeg ikke en eneste gang været i nærheden af at opgive.

Det kan godt være, at jeg ikke er blevet kureret for min lungesygdom. Men jeg føler, jeg er det. Om jeg og mine lunger kan klare klatreturen på Mont Ventoux kan læses i næste nummer af dette distingverede blad.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.