En djøfers kamp mod bjerget

12-06-2008
7 min.

Allieret med læger og en personlig coach kaster den 60-årige økonom Hans Kornø Rasmussen sig ud i kampen mod konsekvenserne af 35 års skrivebordsarbejde, smøger og hang til god rødvin.

Første nytårsdag 2008 slentrer jeg ned i det lokale træningscenter for at ryste cigaretterne og rødvinen ud af kroppen. Tempoet er stærkt behersket. Det er den indledende opladning til den opgave, jeg i månederne forinden har sat mig for at gennemføre.

Om præcis et halvt år vil jeg cykle op ad det berygtede bjerg Mont Ventoux, vindenes bjerg. Erfarne folk siger, at dette mytologiske og smukke bjerg, beliggende i Provence et par hundrede kilometer nord for Marseille, er det sværeste i Alperne at bestige på cykel. Det stiger fra 300 til 1900 meter, og der er ingen sving, man kan orientere sig efter. Det går uafbrudt stejlt op næsten 23 kilometer.

Selvfølgelig skal jeg og min racercykel også ned igen. Men det problem lægger jeg indtil videre hen under mental bearbejdning af angsten for at ryge ud over kanten.

At besejre dette bjerg er selv for garvede cykelryttere en udfordring. Den mangeårige kommentator af Tour de France, Jørgen Leth, har om bjerget med 'den endeløse stigning uden skygge' skrevet: "Det frygtelige bjerg var alle bange for. Det var bjerget, hvor Simpson var omkommet i 1967, og hvor Eddy Merckx mistede bevidstheden efter at være kommet i mål i 1970. Det nøgne bjerg Ventoux er et djævelsk mødested i Tour-historien".

For rigtige cykelryttere er det et spørgsmål om, hvor hurtigt de kan klatre op. Men for en forholdsvis afdanket 60-årig cand.polit. og ph.d. i International Økonomi bliver der tale om hans livs største udfordring.

Rygerlunger 

For et par år siden fik jeg konstateret Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, KOL, også kendt som rygerlunger.

"Deres lungekapacitet er nedsat med næsten en tredjedel," lød dommen dengang fra den smukke sygeplejerske på Amtssygehuset i Gentofte.

'Shit' var det bedste danske ord, jeg kunne finde, mens jeg i mit stille sind erkendte, at jeg nok havde røget de cigaretter, der tilkom mig. 

"Hvis jeg nu lever et bedre liv fra i morgen", forsøgte jeg. "Desværre, KOL kan ikke helbredes", svarede sygeplejersken, der ikke længere var smuk. Hvad man har tabt i lungekapacitet er for evigt gået op i røg. Men hvis jeg kunne forbedre min vaklende kondition, ville sygdommen være lettere at leve med. Og så naturligvis, holde op med at ryge.

"Hvornår skal jeg så have min iltmaskine," spurgte jeg, mens mine tanker gik tilbage til Californien, hvor jeg havde set ældre mennesker trække vejret gennem en lungemaskine, der var gemt i deres smarte rygsække, mens de mindste bevægelser syntes at kræve overmenneskelige anstrengelser.

Det var så det liv!

Som tiden gik, blev det sværere og sværere at fortrænge tanken om, hvordan jeg pustede og stønnede, når jeg skulle op på 3. sal. Min kondition var elendig. Jeg motionerede godt nok i et træningscenter, og jeg var også holdt op med at ryge. Men på begge områder faldt jeg i med forholdsvis jævne mellemrum.

Da året 2008 oprandt, og jeg møjsommeligt havde arbejdet vægten op på 93 kg, kunne jeg og mine rygerlunger konstatere, at der kun var lidt over fire måneder til, at jeg kunne gå på efterløn og hæve min kapitalpension. Jeg var rystet. 

Så kunne jeg pusle om haven i sommerhuset, måske kunne min kondition klare lidt golf, og jeg kunne vælge de billigste perioder at rejse på krydstogtsskibe til forskellige eksotiske steder på Jorden sammen med de andre pensionister.

En forfærdende tanke. Det var så det liv! Jeg måtte gøre noget. Og det skulle være alvorligt. Hun skulle snydes, hende sygeplejersken - hun skulle blive smuk igen.

Bjerget Mont Ventoux lå lige for!

Et halvtidsjob

Jeg går praktisk til værks. Økonomisk vil jeg arbejde på halv tid frem til den 30. juni, der bliver dagen, hvor jeg skal op ad bjerget. Det betyder, at jeg kan træne 20 timer om ugen. Jeg arbejder som freelance forfatter og journalist, så det er et spørgsmål om at gå ned i løn og planlægge lidt bedre.

Jeg vil også skrive om turen. Måske kan det give gode idéer til andre, der har noget at slås med eller mod. Hvis det altså lykkes. For det går hurtigt op for mig, at det er et umådeligt moderne projekt, jeg er gået i gang med. Det er individualistisk og kræver et uhyre klart fokus. Jeg må finde en såkaldt coach, der kan hjælpe mig helskindet igennem.

I det hele taget er interessen for mit projekt overraskende stor. Jeg har skrevet flere bøger om integration, EU og andre ikke uvæsentlige emner. Men at cykle op ad Mont Ventoux som 60-årig amatør vækker helt anderledes interesse.   

Lægerne kommer på banen

Først må jeg sikre mig, at jeg - bortset fra at jeg er godt brugt - er sund og rask. Det er sket før, at folk er omkommet i forsøg af den slags. Og her kommer min første overraskelse: Lægerne er stærkt optaget af mit forehavende og ønsker at hjælpe mig. For, som de siger: Kan jeg gennemføre projektet, vil min livskvalitet stige. Min energi det samme, og jeg vil lære noget om min krop, som jeg vil få god brug for i de følgende - forhåbentligt - mange år.



Allerede et halvt år tidligere var jeg kommet ind under læge John Arnveds vinger på hans Lunge og Allergiklinik. Han har undersøgt mine lunger på kryds og tværs og givet mig modet tilbage i forhold til de skrækscenarier, jeg kunne læse om i pressen om rygerlunger, og om rygning i det hele taget. For os rygere og eksrygere lades der i disse år ikke meget håb tilbage.

Min egen læge er også med fra starten. Hun står bag mig, og under hele optræningen tjekker hun, om der sker noget med mit blodtryk, sukkerindholdet, blodprocenten og kolesteroltallene. Jeg har også planer om at konsultere en hjertespecialist, der foruden at måle min kondition og iltoptagelse i blodet vil undersøge mit hjerte og kredsløb.

Jeg er for alvor kommet i menneskelige hænder, og jeg er både glad og forundret over al den støtte, jeg modtager.

Min egen coach

Jeg har valgt altmuligmanden Torben Bremann som min coach. Leder af Atlas Motion og Fitness og øjensynligt alt vidende om kost, træningsprogrammer, muskelopbygning, fedtprocenter og syregrænser. Samtidig har han skrevet og oversat bøger og artikler om fysisk træning, tai-chi og qi-gong. Det bør også nævnes, at han i sine unge dage trænede bodybuilding i USA med selveste Schwarzenegger. For mig er han den rette mand på rette tidspunkt. I øvrigt besidder han en udpræget forståelse for folk, der med mellemrum falder i deres lasters vold. 

Derefter kontakter jeg folk, der har kørt op ad bjerget uden at være cykelryttere. Fra alle sider er budskabet til at tage at føle på. Hvis jeg er i stand til at fokusere i fem måneder og lægge mit liv radikalt om, kan det måske lade sig gøre. Dog kun, hvis jeg slipper af med min for store mave. Hvad hjælper det, at cyklen er let som en fjer, når der skal slæbes ti kilo ekstra op ad bjerget? Så jeg må bare i gang.

Prisen vil forhåbentlig være en klar opgradering af mit helbred og velbefindende. I mine lyse øjeblikke skal jeg også nok vise, at kampen mod rygerlunger og kroppens almindelige forfald først og fremmest føres af mig selv. Hverken af sygehusene eller den svulmende medicinalindustri. Og når jeg er allerhøjest oppe, tror jeg på, at det måske kan inspirere andre. 

Januar måned bliver brugt til mental opladning. Spise og drikke mindre, så vægten kommer ned, og så begynder jeg at cykle, foreløbig i mit arbejdsværelse. Jeg har i forvejen en forholdsvis ubrugt racercykel. Jeg havde i 2002 kørt motionsløbet Ritter Classic, hvor jeg endte 6. sidst, på en ærefuld 550. plads.

Den gamle racer bliver spændt op på en såkaldt hometrainer, der er tilsluttet en computer. På den måde kan jeg hjemme på mit arbejdsværelse se, hvor langt og hvor langsomt jeg kører. Og den kan indstilles til bjergkørsel! Men det må vente. Foreløbig skal jeg vænne mig til tanken, skabe de rigtige kontakter, og notere alt hvad jeg spiser ned, så min coach kan fornemme, hvad jeg er for en størrelse.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.