Ifølge historiebøgerne har tommelfingerreglen siden anden verdenskrig nemlig været det modsatte af 'alle gode gange tre'. Når et parti har siddet ved magten i to perioder, løber det andet store parti af med sejren den tredje gang. Eneste undtagelse er George Bush seniors sejr i slutningen af '80erne over Michael Dukakis.
Supplerer man historiebøgerne med valgforskernes yndlingsredskab - meningsmålinger - trækker det ligeledes op til en Obama- eller Hillary-sejr. George W Bushs popularitet er nu under Watergate-Nixons, og otte ud af ti amerikanere giver udtryk for, at deres land bevæger sig i den forkerte retning.
Ikke desto mindre var hovedkonklusionen ved en stor international konference i Washington D.C, som jeg har netop har deltaget i, at det er for tidligt at udråbe en vinder. Ingen tør i dag reelt afvise, at McCain kan gøre Bush senior kunsten efter og blive den tredje republikanske præsident i træk.
Én afgørende forklaring er den "person-destruktion", som demokraterne har kastet sig ud i. Reagans tidligere stabschef Kenneth Duberstein forklarede det på følgende måde:
"Magien er ved at fordufte fra både Hillary og Obama pga. deres indbyrdes mudderkastning. Og hvad der er endnu værre: Obama-tilhængere vil ikke stemme på Hillary til november og vice versa. Prøv at sammenligne det med republikanerne. De står sammen - du skal bare nævne navnet Hillary."
Uanset hvem der vinder, venter der den nye præsident en overfyldt "inbox". Flere talere var inde på, at udfordringerne ikke har været større siden Franklin D. Roosevelt. Det gælder ikke mindst inden for udenrigspolitikken.
Kontrasten til den danske USA-debat var her til at få øje på. Hvor USA i Danmark fortsat ofte betragtes som en almægtig supermagt, er det amerikanske establishment udmærket klar over USA's svækkede indflydelse. Tag bare det nyeste nummer af Foreign Affairs, hvor den øverste chef for en af USA's førende tænketank gør sig til talsmand for følgende:
"USA's unipolære periode er forbi. I det 21. århundrede vil international politik blive defineret ved ikke-polaritet (non-polarity). Magt vil være diffus frem for koncentreret, og nationalstaternes indflydelse vil blive svækket i takt med, at ikke-statslige aktører styrkes".
Men ikke nok med det. Hvis demokraterne vinder, vil USA's udenrigspolitiske manøvrerum blive mindsket af, at Obama og Hillary er slået ind på en stærk protektionistisk kurs i valgkampen. Som en taler udtrykte det på kongressen:
"Obama og Hillary er på frihandelsområdet ved at gentage Bush senior - 'read my lips - no new taxes'-fadæse. De har gravet sig selv ned i et hul, som det bliver meget svært at komme op af efterfølgende. Og hvad skal USA så for eksempel tilbyde Latinamerika, hvis handelsinstrumentet er fjernet fra den udenrigspolitiske værktøjskasse?"
I modsætning til de demokratiske spidskandidater, er McCain stærk tilhænger af frihandel. Så måske ville han alligevel være bedre for Europa end Obama eller Hillary? Hvis nogle europæere på konferencen fik den tanke, fik de noget at tænke på, da vi kom ind på Iran. Som bekendt ser McCain Iran som en binær problemstilling: Der er kun én ting, der er værre end et amerikansk angreb på Iran - at Iran får a-våben.
Set i det lys er '68-præsidentkandidaten Robert F. Kennedy's klassiske bemærkning fortsat brandaktuel i 2008:
"There is a Chinese curse which says - ‘May he live in interesting times'. Like it or not, we live in interesting time".
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER