Nyt job - Andreas Kavalaris

29-05-2008
2 min.

Fra europæiske studier til Trafikstyrelsen.

Andreas Kavalaris, 29, nyudannet cand.scient.soc., har fået job som fuldmægtig i Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger. Han skal være med til at sætte EU's liberalisering af de europæiske jernbaner på skinner på dansk grund.

Hvordan fik du jobbet?

"Jeg så jobopslaget i blandt andet DJØF Bladet. Og så skete der i øvrigt det pudsige, at jeg - kort efter ansøgningsfristen - var på jobmesse i Øksnehallen og mødte to fuldmægtige fra Trafikstyrelsen på ministeriernes stand. Jeg snakkede med dem begge, og den ene viste sig at sidde i ansættelsesudvalget."

Hvorfor søgte du lige det job?

"Jeg er kandidat i europæiske studier fra Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet og har skrevet speciale om implementering af EU-politik på beskæftigelsesområdet med fokus på kontakten mellem myndigheder og interesseorganisationer i Danmark. Og jeg kommer til at arbejde med netop implementering, herunder samarbejdet med interessenter. Jeg skal arbejde på 'Fagområdet Sikkerhed' - nærmere bestemt området regelmodernisering - hvor jeg skal være med til at implementere EU's igangværende liberalisering af det europæiske jernbanenet."

Var det din særlige studiemæssige baggrund, der gjorde, du fik jobbet?

"Det er mit indtryk, ja. Men jeg har også haft studiejob i Arbejdstilsynet, været i praktik på den danske ambassade i Dublin og har lavet udvalgsarbejde i en politisk ungdomsorganisation. Og så var det måske også en fordel, at mit studium har været projektorienteret - for det er den arbejdsform, man praktiserer i Trafikstyrelsen."

Hvad er det mest spændende ved dit kommende job?

"Nu begynder jeg først om en uge. Men det er, at jeg både kan få lov til at beskæftige mig med implementering af EU-politik - og samtidig kaste mig ud i et for mig helt nyt område."

Hvad er den største udfordring?

"Jamen, det er jo netop, at transportsektoren er et helt nyt område for mig. Men i starten bliver jeg fast tilknyttet til en specialkonsulent."

Der er ikke mange med din type uddannelse i Trafikstyrelsen?

"Nej, men jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med jurister, techn.soc.ere og civilingeniører. Det er noget af det spændende."

Hvor ser du din fremtidige karriere for dig?

"Den ser jeg i centraladministrationen."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.