Jeg vil ikke være skødeperker

Zubair Butt Hussain lægger ikke skjul på, at det inderst inde irriterer og sårer ham at stille op til portræt i DJØF Bladet. Det er ikke fordi, det falder ham voldsomt svært at tale om sig selv. Selvtillid har han masser af, og det skorter heller ikke på holdninger eller lyst til at revse. Det er fordi, at det, der gør ham til genstandsfelt, er kombinationen af hans hudfarve og hans uddannelsesbaggrund.

Han er dansk muslim med pakistansk baggrund og cand.polit. fra Københavns Universitet årgang 2002. Og at det i sig selv gør ham til forsidestof siger alt om, hvor skidt det står til med integrationen i dagens Danmark, mener han, og vidner i hans øjne også om, at det igennem mange år er gået i en forkert retning.

"Min far og mor tog en kæmpe chance ved at dumpe ned i lilleputstaten Danmark i slutningen af 60'erne. Og efter nogle år i landet valgte de at placere sig midt i den landlige Morten Korchske idyl i Smørum, hvor jeg så er født og opvokset. Men de blev mødt af et Danmark, der var ufatteligt åbent og ligesindet indstillet," fortæller Zubair Butt Hussain, efter vi har fundet os et mødelokale i en ombygningsramt Sundhedsstyrelse på Islands Brygge, hvor aprilsolen strømmer ind gennem nybyggede vinduespartier.

Danmark var mere ligesindet for 40 år siden

Zubair Butt Hussain har altid været på det rene med at udgøre det eksotiske indslag. Det gjorde han allerede i skolen i Smørum, for der var ikke mange med samme hudfarve eller samme baggrund som ham i den københavnske forstad i 70'erne. Men alligevel følte han sig som barn aldrig fremmedgjort eller uvelkommen eller særlig udansk for den sags skyld. Det gør han oftere i dag:

"I dag føler jeg mig mere på vagt over for fordømmelse og fordomme end dengang. Og det gør mig ufattelig trist, at mit Danmark har udviklet sig sådan," siger han.

På visse dage slider det, som Zubair Butt Hussain kalder den tiltagende politiske forsnævring i den danske flygtninge- og indvandrerdebat, meget på hans humør. Det slider så meget, at han mest har lyst til at holde sig inden døre og glemme alt om sin talsmandspost i Muslimernes Fællesråd og tidligere i Muslimer i Dialog, som begge har gjort ham til et offentligt kendt ansigt i integrationsdebatten i løbet af de seneste år. Eller bare takke helt nej, når pressen ringer for en udtalelse, eller Deadline inviterer ham til endnu et debatprogram. Men Zubair Butt Hussain kender sig selv godt nok til at vide, at det at trække sig ud af samfundsdebatten ville pine ham endnu mere end det at deltage, selv når det føles værst. For ind med modermælken har han fået det, han selv kalder for en møgirriterende trang til at skulle blande sig - en trang til at revse og tage ansvar for sine holdninger, og derfor har han så svært ved at dukke nakken, når der uddeles hårde ord eller verbale slag til ham i medierne.

Offertanken ligger mig fjernt

"Jeg har meget at takke mine forældre for. En særlig ting er, at de har lært os at gebærde os med oprejst pande. Offertankegangen ligger dem meget fjernt. Det betød ikke, at man ikke kunne få en tudekiks i ny og nær. Det var altid i orden at komme hjem og græde ud. Men i modvind har jeg lært, at man hejser sejlet, og så må man se, hvor det fører en hen," siger han.

Han erkender, at det lyder ædelt, endda frelst. Men Zubair Butt Hussain insisterer på, at når han påtager sig talsmandsposter og går i medierne, så er det, fordi han føler, at han har et ansvar og en forpligtelse. Som samfundsborger og som dansk muslim. Og fordi han ved, at han med sin baggrund, og med det liv han lever, kan agere rollemodel for unge, der savner retning i livet, ligesom han med sin fremtræden nærer et spinkelt håb om, at han kan være med til at få vendt integrationsudviklingens gale retning.

Prisen for at være kendt muslim

"Jeg ved godt, at nogle tror, at jeg da inderst inde bare synes, at det er superfedt at være så medieeksponeret. Men helt ærligt ... Den dag jeg ikke føler, at debatten kræver min tilstedeværelse, eller at den ikke bidrager, så holder jeg op. Omgående. For det har en pris, og den er tit tæt på at være for dyr," siger han.

Som for eksempel når der dumper hadebreve ind af brevsprækken, når der tikker trussels-sms'er ind på mobilen, når han modtager ubehagelige opringninger og når han figurerer på højreorienterede hjemmesider. Eller når han bliver fejlciteret i medierne eller taget til indtægt for noget, han ikke mener og aldrig har sagt.

Hans nære ven og kollega fra Muslimernes Fællesråd Ismail Gøgenür karakteriserer ham som særdeles intelligent med stor grad af humor og samtidig som utrolig hæderlig og bundreel. Hvor de sidste to karakteristika både er styrken og svagheden i Butt Hussains person.

"Zubair er ærlig og idealistisk helt ind til benet, og derfor bliver han så ufattelig skuffet og desillusioneret, når hans modpart ikke møder ham med samme ærlighed eller ikke tager ham alvorligt," siger Gøgenür.

Jeg er jo dansk for hulen

Ud over at være talsmand og ivrig samfundsrevser er Zubair Butt Hussain til daglig fuldmægtig økonom i Sundhedsstyrelsen, hvor han arbejder i enheden for Monitorering og Medicinsk Teknologivurdering. Det har han været siden 2005. Og når spørgsmålet falder på dagens emne og den egentlige årsag til interviewet, nemlig hvordan det føles at være djøfer med muslimsk baggrund, reagerer han med tavshed og siden hovedrysten.

"Jamen, jeg er jo dansk for hulen da. Ligesom dig. Jeg er ikke indvandrer og har aldrig vandret nogen steder hen - ud over fra Smørum og ind mod København. Det, at islam gennemsyrer mit liv, ændrer vel ikke ved, at jeg er dansk alligevel, gør det?" siger han med et glimt i øjet, og det er også som sådan, han føler sig i sit arbejdsliv.

I perioder, hvor hans medieoptræden tager det meste af både hans tid og kræfter, oplever Zubair Butt Hussain, at hans arbejdsplads er hans helle. Han møder aldrig på arbejde og skal fortsætte debatten fra foregående aften i Deadline med sine kolleger, og han føler aldrig, at han skal stå til regnskab for sine holdninger dagen derpå. Til tider høster han snarere hyppige skulderklap og ros for at stå ved sine meninger og for at have energien til at deltage i debatten og forsøge at flytte nogle holdninger. Og da karikaturkrisen rasede på sit højeste, søgte han gerne sparring og tilbagemelding på sin mediemedvirken hos de nære kolleger.

Min arbejdsplads er mit helle

"Jeg føler mig utrolig tryg på mit arbejde. Det er fagligheden, der er i højsædet herinde, og jeg  bliver ikke opfattet som dansk muslim, men som økonom og ud fra de kompetencer, jeg kommer med. Det betyder ikke, at jeg oplever en berøringsangst omkring mig. Vi har masser af humor, og den går tæt på - også på mig og min religiøse bagage," siger han og fortæller som eksempel, at han og kollegerne lige nu står foran en konferencerejse til Paris, hvor de blandt andet skal have en stor plakat med, som skal rulles sammen og pakkes ind i en aflang sort plastikbeholder. Og der er allerede blevet joket en hel del om at prøve at lade Zubair bære den sammenrullede plakat gennem tolden over skulderen - bare for at se reaktionen.

Hans kollega Marianne Christensen beskriver ham som:

"Et af de mest socialt begavede mennesker, jeg kender. Han er utrolig afholdt og har en udpræget sans for humor. Tangerende det morbide. Men han er også en person, der tager verden på sine skuldre, og det er hårdt for ham," siger hun. Og ud over at han ikke altid spiser det samme som alle andre i kantinen til frokost, og derudover fastholder nogle af sine muslimske ritualer i løbet af arbejdsdagen, er der ifølge Marianne Christensen ingen, der tænker over hans etniske baggrund eller religiøse tilhørsforhold.

Mere metroseksuel og dansk end de fleste

Ingen tvivl. Zubair Butt Hussain er svær at sætte i bås. Hans humor er sort som kun en danskers, og han virker på mange måder mere dansk og mere metroseksuel end mange andre unge danske mænd på 33 år. Han skriver glødende kærlighedsdigte og revsende samfundsvers på rigsdansk og er også den, der helst står i køkkenet og laver aftensmaden, når der kommer gæster til middag i privaten.

Han oplever sig selv om helstøbt multietnisk og føler sig hverken kulturelt splittet eller synderligt delt. Men dermed ikke sagt at han aldrig har følt sig diskrimineret eller misforstået på grund af sit udseende. Ligesom så mange andre indvandrere og efterkommere har Zubair Butt Hussain også prøvet at blive anråbt som taxachauffør eller tiltalt som rengøringsmand, men det er bare ikke den slags oplevelser, han samler på og dvæler ved. Han vil ikke se tingene sort/hvidt, men hellere bruge sit multietniske ophav positivt, og han kunne sagtens forestille sig at bruge sig selv meget mere direkte i kampen for en bedre og mere velfungerende multietnisk verden.

"Jeg vil rigtig gerne bruge mig selv som repræsentant for Danmark ude i verden. Og jeg forstår ikke, hvorfor den danske stat eller danske virksomheder ikke i langt højere grad bruger personer med min profil og min baggrund. Det ville gøre et indtryk, hvis en multietnisk dansker med et andet religiøst tilhørsforhold skulle fungere som dansk repræsentant i den muslimske verden. Det ville være en øjenåbner for dem og åbne nogle døre, men også gøre det lettere for os danskere at slå i bordet i visse sammenhænge," siger han.

En anden måde at bruge sig selv på kunne være at gå den politiske vej. Og det har holdningsmennesket Zubair Butt Hussain selvfølgelig for længst overvejet. Men også hurtigt sat i bero.

"Jeg elsker det politiske spil, men jeg tror ikke, at jeg vil kunne leve med at skulle indgå skelsættende kompromisser, som jo nu engang udgør en stor del af livet som politiker. Jeg er ikke nogen skødeperker, og dermed mener jeg, at jeg ikke er nogen hund, der kan sidde på skødet af enten den ene eller den anden fløj og sige: 'Yes Massa!'

Jeg er en, der revser - blandt mine egne, hvem det så end er, og blandt alle andre," slutter han.

Sagt af Uffe Ellemann Jensen

"Zubair Butt Hussains fremtoning er jo egnet til at sætte alle mulige automatreaktioner i gang, for han ligner det, der engang i Radiserne blev kaldt 'en fanatiker med vilde øjne', og det er sikkert meget bevidst - for når man så hører på ham, smelter fordommene bort. Der er flere som ham, og heldigvis er de begyndt at dukke op i debatten. Men han har virkelig været en af pionererne. Han er en særdeles afbalanceret og velargumenterende talsmand for den store og alt for ofte tavse gruppe af velintegrerede muslimer, der ikke ser deres tro som en barriere mellem dem selv og det danske samfund, og som heller ikke ønsker at blive trådt på."