Det moderne diplomati

Vi er midt under Muhammed-krise II, og ambassadør Jan Top Christensen har haft travlt, efter de danske aviser genoptrykte den berømte bombe-i-turban-tegning.

I Beirut er bomber en del af virkeligheden. Kun to uger før, han og familien skulle være flyttet ind i deres ny lejlighed, eksploderede en 75 kilos bilbombe bare 100 meter fra deres altan. Fire blev dræbt - blandt dem en politiker. Det ryster ham ikke:

"Hjemme på Østerbro kan jeg blive kørt ned af en lastbil, når jeg cykler på arbejde - risikoen er stort set den samme. Det er mit perspektiv," siger den 58-årige ambassadør.

Det handler om respekt

Han trives godt i det urolige og kosmopolitiske land, hvor han, siden han trådte til i september sidste år, har søgt at spille på alle de mange strenge, som hører med til det moderne public diplomacy:

"Det er vigtigt at have personlig kontakt til de religiøse og politiske ledere. I forbindelse med den nye krise fik jeg mulighed for at mødes med storayatollah Muhammed Hussein Fadlallah, der af mange betragtes som det åndelige overhoved for shiitterne og Hizbollah. Hans sekretær ringede, fordi han ville sende en protestskrivelse. Jeg greb anledningen til at bede om et møde med ham. I stedet for at tale med hans folk gælder det om at tale med hestens hoved. Han sagde ja med det samme."

Ambassadøren har også holdt møder med den øverste sunni-leder, Mohammed Rashid Kabbani, med lederen af Al Jamah il Islamia - en lille aktivistisk gruppe - og flere andre.

Møderne varer gerne en time til halvanden og foregår efter samme recept. Hovedpersonerne - det vil sige vært og gæst - sidder sammen ved siden af hinanden i hver sin tronlignende stol, mens følget er placeret i sofaer langs væggene. At være ambassadør giver høj status. Stemningen er afslappet, venskabelig og hjertelig:

"Det drejer sig om respekt og respekt og respekt," som Jan Top Christensen opsummerer det.   

Den danske vinkel

Formålet er klart. Han forklarer sagen set fra dansk side. At tegningen blev genoptrykt som illustration til en specifik kriminalsag, som det er almindelig tradition i Danmark. Han forklarer om dansk satirisk tradition med at håne både statsminister og dronning:

"Jeg nævner også den gamle film om Jesus og hans seksualliv, som gav protester fra kristen side." 

Og så gør han opmærksom på, at der ikke er tale om nogen kampagne: 

"Statsministeren har fremsat en generel udtalelse: 'Regeringen fordømmer ethvert forsøg på at dæmonisere grupper på baggrund af tro eller etnicitet'. Og den har været nyttig, den slags erklæringer er meget brugbare. Udenrigsministeren er også kommet med et markant indlæg i FN's Menneskerettighedsråd, som jeg har brugt."

Men Jan Top Christensen advarer også om gentagelser:

"Jeg gør, hvad jeg kan for at forklare situationen, men jeg prøver også at indgyde dem realisme ved at sige, at det næppe bliver sidste gang, at vi ser en tegning eller andet af lignende karakter, men at vi skal sørge for, at det, man må kalde små episoder, ikke ødelægger vores ellers gode forhold og fine dialog."

Jan Top Christensen vurderer, at det virker:

"De religiøse ledere er højtuddannede og intellektuelt skolede, så de har ikke noget problem med at opfatte en sag fra mange sider, også selvom de er dybt uenige. De mener jo, at der skulle tages hensyn til muslimernes følelser, ikke mindst de danske muslimers."

Politikere, redaktører og ngo'er

Møder med politikere, redaktører og ngo'er er også en del af det offentlige diplomati. Når det gælder politikerne, er der tale om en form for handel. Politikerne tager gerne imod i deres private hjem, og som regel er der inviteret journalister og fotografer til at dække besøget. Politikerne bruger ambassadørbesøget til at skaffe sig omtale:

"Tit er der stillet talepulte op, så jeg kan vælge, om jeg vil komme med en eller anden form for statement, men jeg skal jo passe på ikke at blande mig i lokal politik."

Aktiv brug af pressen tæller også. For nylig besøgte Jan Top Christensen et danskstøttet FN-projekt, der fjerner israelske klyngebomber fra sommerkrigen 2006. Gennem FN's presseafdeling fik han indkaldt journalister. Der kom mange, formentlig på grund af tegningerne.    

"Under pressekonferencen overraskede jeg dem ved selv at tage Muhammed-krisen op. Det gav mig som altid lejlighed til at fortælle den dobbelte historie. Nemlig vores version af Muhammed-sagen, men også 10-15 minutter om alt det, som Danmark har gjort for muslimske lande. Om at vi havde 1.500 soldater i Bosnien, blandt andet for at forsvare muslimerne. At vi var blandt de første til at anerkende Kosovo. Om alle de penge vi har givet i årenes løb til de palæstinensiske flygtningelejre. Og at vi fjerner klyngebomber i det muslimske Sydlibanon."

Også demonstrationer og sportsbegivenheder er med i det nye diplomatiske register - blandt andet for at skabe opmærksomhed om klimatopmødet næste år:

"I efteråret deltog jeg og flere fra ambassaden i et ti kilometer gadeløb iført t-shirts med indskriften: 'We are running for cleaner air - also in Beirut'. Og senere på året var vi med i en tværpolitisk climate change-demonstration med t-shirts, der sagde: 'From Kyoto 1997 to Copenhagen 2009'. Begge dele førte til interviews, hvor jeg kunne skabe opmærksomhed om klimatopmødet.

"Gammeldags diplomati drejer sig om kontakter på ministerieniveau. Ved også at tale med religiøse ledere, politikere, journalister og ngo'er rammer du gaden. Og det er moderne public diplomacy," slår Jan Top Christensen fast.

Ikke en typisk ambassadør

"Der er vist blevet talt en del om min første deltagelse i en frokost i den danske koloni hernede. Det var en flot havefest. Muligvis har jeg chokeret nogle. Det var lige efter, at vi var kommet til landet. Vi havde ikke selv noget køretøj, og vi havde vores lille datter med. Så vi kommer med en ung fyr fra ambassaden i hans lejede bil, en Peugeot 206. Jeg sidder på bagsædet og træder ud med min datter i en bæresele på maven.