Med rettidig fornuft

Der er brug for masser af udvikling både i den offentlige og private sektor, hvis Danmark skal klare sig i den skærpede, internationale konkurrence fremover. Arbejdsmarkedssystemets enkle opgave er at få matchet bl.a. den såkaldte akademiske arbejdskraftreserve på et kvalificeret niveau - og det er ikke som avisbude - med arbejdsgiverne i den private og offentlige sektor. Og samtidig få den nødvendige udvikling til at pible frem. Det sker bare ikke i dag.

Jobcentrene er ikke populære hos arbejdsgiverne, der primært anvender andre rekrutteringskanaler for akademikere. Jobcentrene fører primært samtaler med og visiterer de ledige videre til de såkaldte Andre Aktører. Disse aktører har en økonomisk interesse i at få de ledige akademikere i arbejde så billigt som muligt. Det præger deres indsats, som derfor også primært består af samtaler med de ledige. A-kasserne fører også mange, lovbestemte rådighedssamtaler med de ledige. Og der bliver i det hele taget danset mange rituelle stammedanse og talt op ad vægge og ned ad stolper. Samtaler kan være fornuftige, men gør det ikke alene. Og ressourcerne til "samtale-fabrikken" går fra virksomhedsindsatsen og andre fornuftige tiltag.

Der er brug for en vifte af forskellige værktøjer. Og opkvalificering af ledige akademikere til for eksempel mangel- og flaskehalsområder sker uhyre sjældent. For akademikergrupper optræder stort set ikke på flaskehalslisterne. Ikke fordi der ikke er mangel på dem. Men fordi der ikke er fantasi til at forestille sig, at man kan substituere en akademikergruppe med en anden, selv om den netop afsluttede akademikerkampagne vrimler med eksempler på det. Taberne i det spil er både de ledige akademikere og arbejdsgiverne.