Mentorordning skal hjælpe kvinder til tops

06-03-2008
4 min.

I november 2007 søsatte Personalestyrelsen og Ligestillingsafdelingen i Velfærdsministeriet et mentorprogram med det formål at hjælpe flere kvinder til tops rundt om i direktionerne.

Kvindelige mellemledere fra det offentlige får råd og vejledning af topledere fra det private erhvervsliv, mens offentlige topledere omvendt er mentorer for kvindelige mentees fra det private. DJØF Bladet har mødt to af parrene.

Grib karrieren strategisk an

Beslut dig for, hvad du vil med din karriere. Forestil dig, hvordan vejen til målet ser ud, og brug så energien på at komme i den rigtige retning. Det er et af de råd, den erfarne leder fra Fødevarestyrelsen har givet videre til sin mentee fra Carlsberg.

"Det er vigtigt, man får lagt de rigtige spor ud, hvis man vil videre i karrieren. Og en af måderne er at synliggøre de områder, hvor man er god," siger Lone Retoft, vicedirektør i Fødevarestyrelsen og mentor for den 12 år yngre Stina Glavind, der har ansvar for innovation og analyse hos Carlsberg Danmark.

"Noget andet er at beslutte sig for, hvilke områder man gerne vil markere sig inden for. Har man først tegnet den vej, man gerne vil gå, bliver det nemmere at vurdere, hvilke ting man skal bruge sin tid på, og hvilke man selv eller afdelingen skal lade ligge," siger hun videre.

Derfor har Lone Retoft og Stina Glavind blandt andet brugt deres mentormøder på at opstille scenarier både for Stina Glavinds videre karriereforløb og for helt konkrete ledelsesmæssige udfordringer, hun har stået i.

"Jeg har fået en masse sparring, vinkler og perspektiver til, hvordan jeg kan udvikle mig som leder," fortæller Stina Glavind om de to møder, hun indtil nu har haft med sin mentor.

"Og på mine mere aktuelle konkrete problemstillinger har vi gennemspillet situationer, hvor Lone for eksempel har spurgt: 'Hvis du nu gør sådan, hvordan vil han så reagere? Og kunne du gøre noget andet?'. Det har bredt mit ledelsesperspektiv ud og fået mig til at se flere facetter af min egen rolle."

Klar kommunikation

Noget af det, Lone Retoft selv har skullet lære på sin vej op gennem karrieresystemet, er vigtigheden af at kommunikere tydeligt til både medarbejdere og ledere.

"Jeg er meget resultatorienteret og optimistisk og vil gerne ud over stepperne i en fart. Men jeg har lært, hvor vigtigt det er, at man får sine omgivelser med sig. At man bliver nødt til at kommunikere klart, så andre også kan følge med. Jeg tænker over, hvordan jeg taler til henholdsvis medarbejderne, mine sideordnede og til min direktør, og jeg forbereder mig godt, når jeg gerne vil have noget igennem," siger hun.

Det er også væsentligt for Stina Glavind, som gerne vil have mere personaleledelse på sigt.

"Jeg kan godt lide at skabe gennem andre og se medarbejdere blomstre. Og tanken om at nå resultater på områder, hvor medarbejderne ved mere, end jeg gør, er spændende. Derfor vil jeg gerne flytte mig i retning af mere strategisk ledelse frem for faglig ledelse. Og så er det vigtigt at være klar over min påvirkning både opad, nedad og til siden."

Personaleledelse er personaleledelse

Mødet mellem den offentlige og private sektor er en del af mentorprogrammets idegrundlag. For måske kan mentormøderne være med til at aflive nogle fordomme om de respektive sektorer? Og måske kan de to sektorer endda lære af hinandens måde at gribe ledelse an på?

"Jeg tænkte, at det var en spændende udfordring med en mentor fra den offentlige sektor, men jeg var også lidt bekymret for, om afstanden måske ville være for stor," fortæller Stina Glavind om sine overvejelser inden det første mentormøde.

"Men jeg fandt hurtigt ud af, at Lone har en meget klar holdning til ledelse og til lederjobbet i det hele taget. Hun har den samme tilgang som i det private erhvervsliv, men i bund og grund handler personaleledelse jo også om at lede og motivere mennesker, underordnet hvilken sektor man er i."



Lone Retoft fortæller, at hun på sin side har fået bekræftet sine forventninger om dynamiske ledere i det private erhvervsliv.

"Stina arbejder meget professionelt med tingene og tager hånd om sin egen situation. Hun er resultatorienteret og brænder for sit job, og så har hun et drive over sig, som løfter hendes udviklingsproces. På den måde lever hun helt klart op til det ry, det private erhvervsliv har," siger Lone Retoft, som også har fået bekræftet, at mentoring er et rigtig brugbart værktøj. Så brugbart, at hun nu vil indføre det i Fødevarestyrelsens interne medarbejderudviklingsprogram.

Mentee

Stina Glavind, Innovation and Market Inside Manager hos Carlsberg, Personaleansvar for fire medarbejdere, 33 år

Med i mentorprogrammet fordi: "Jeg ønsker at blive mere skarp på min egen ledelsesudvikling, og hvordan jeg udnytter hele mit repertoire. Mentorprogrammet giver mig mulighed for at arbejde bevidst og fokuseret med netop dette."

Mentor

Lone Retoft, Vicedirektør for administrationsområdet i Fødevarestyrelsen, Direkte ledelsesansvar for 120 medarbejdere, 45 år

Med i mentorprogrammet fordi: "Der er brug for flere kvinder i topledelserne. Det giver bedre balance og bedre beslutninger. Jeg vil gerne bidrage ved at give mine erfaringer videre."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.