Da økonomi blev sexet

Hvorfor begyndte flere og flere amerikanske unge at dyrke oralsex i midten af 1990erne? Hvordan fastsætter prostituerede prisen på deres ydelser? Og hvorfor lever pushere med deres mor? Det er nogle af de spørgsmål, som amerikanske økonomer i den seneste tid har kastet sig over med stor entusiasme.

Interessen for disse atypiske og hel- eller halvobskure spørgsmål er del af en ny trend blandt amerikanske økonomer og økonomistuderende, der en gang for alvor slår fast, at økonomisk teori kan bruges til andet og mere end at fastsætte vaskepulvers priselasticitet, marginalnytten af en ekstra times arbejde og effekten af lavere skatter. 

Men lad os lige få svaret på spørgsmålene. Oralsex først. Det er et emne, som økonomen Tim Harford har kastet sig over i sin nyeste bog 'The Logic of Life'. Her forklarer han væksten i amerikanske unges lyst til oralsex ud fra rational-choice teori. At de unge amerikanere i højere grad tager munden i brug er således udtryk for, at de som rationelle og oplyste individer vurderer, at risikoen for at få AIDS og andre kønssygdommen er mindre ved oralsex end ved andre former for sex.

Prostituerede fastsætter prisen på deres ydelser på, ja, stort set samme måde som alle andre købmænd. Kunderne er i Chicago, USA, vurderet ud fra deres evne til at betale. Så hvide mænd, der vurderes som mere købestærke, bliver som hovedregel bedt om at betale en højere pris end sorte. Og desto mere risikofyldt en ydelse, kunden efterspørger, desto mere stiger prisen. 

Og hvad så med pusherne? Grunden til, at de lever med deres mor, er den såre simple, at de ikke tjener tilstrækkeligt til at finansiere en bolig for dem selv. Det konkluderer i hvert fald økonomiprofessor Steven Levitt, der gennem en af sine studerende havde fået fingre i en stabel notesbøger, hvori en narkobandes salg, lønninger, dummebøder og drab stod opført.

På baggrund af notesbøgerne kunne Levitt regne sig frem til, at lederen af en narkobande typisk tjener 100.000 dollars årligt - skattefrit selvfølgelig. Men også at de laveste i hierarkiet, gadepusherne, måtte nøjes med sølle 3,30 dollars (knap 17 kroner) i timen - mindre end minimumslønnen i de fleste amerikanske stater. Så hvorfor gjorde de det? Ligesom med andre 'glamourøse' jobs bliver man nødt til at starte fra bunden til en ringe løn for at få en chance for at blive en højtlønnet superstjerne.

Økonomi er blevet populært

Det sidste eksempel stammer fra bogen 'Freakonomics: A Rouge Economist Explores the Hidden Side of Everything' skrevet af Levitt og Steven J. Dubner. Bogen blev udgivet i 2005 og har nærmest fra dag et været en bestseller. Til dato har den solgt cirka tre millioner eksemplarer, og i en lang periode lå den nummer to på internetboghandlen Amazons salgsliste - kun overgået af J. K. Rowlings Harry Potter.  

'Freakonomics' er blevet anerkendt som kimen til den stadigt voksende interesse for populær økonomi, der har ramt både amerikanske universiteter og den amerikanske offentlighed.

Siden bogens udgivelse har en række af landets bedste økonomer - Steven Levitt fik i 2003 John Bates Clark medaljen, der gives til den mest lovende amerikansk økonom under 40 år - udgivet et væld af artikler og bøger, der på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med alt muligt andet end lige netop renter, arbejdsløshed og økonomisk vækst.

Ved den netop afholdte årskonference for de amerikanske økonomer, der i år fandt sted i New Orleans, var det da også slående, at de mest velbesøgte og debatterede oplæg ikke nødvendigvis var dem, hvor superstjernerne blandt økonomer - Joseph Stiglitz, Paul Krugman og Alan Blinder - gjorde deres indtog og analyserede de nuværende problemer i verdensøkonomien. Oplæg af langt mere kuriøs karakter var ofte de, der fattede både konferencedeltagernes og mediernes interesse.

Freakonomics skaber fyldte læsesale

Er det så godt eller skidt, at de amerikanske økonomer har kastet sig over unges sexvaner og prostitueredes prissætning? Det afhænger helt af ens fokus. Først og fremmest er det, som tilhængerne af freakonomics fremhæver positivt, at økonomi udvider sit felt. Økonomi skal ikke være bundet af mere eller mindre stereotype opfattelser af, hvad man må og ikke må beskæftige sig med. Sikkert er det da også, at det for økonomistuderende, der kan have svært ved at holde øjnene åbne til gennemgangen af IS-LM-kurvernes bevægelser, må være en sand befrielse pludselig at skulle høre om en narkobandes indtjeningsmuligheder.

Flere amerikanske universiteter melder også om en øget interesse for at læse økonomi, hvilket den tidligere chef for George W. Bushs Council of Economic Advisers (CEA), Greg Mankiw, tilskriver økonomiens nye og underholdende veje og vildveje.

Der er dog også modstandere af den nye bølge af økonomisk pop, som kritikerne kalder det. I en artikel i det ansete magasin The New Republic fortæller nobelprisvinder fra 2000 James J. Heckman, at han oplever, at flere af hans yngre kollegaer ikke ønsker at beskæftige sig med de virkelig store problemer som eksempelvis fattigdom, ulighed og arbejdsløshed. De vil langt hellere kaste sig over mere overkommelige og 'sjovere' spørgsmål.

Heckman refererer blandt andet en samtale med en ung lovende økonom, som afviste at bruge tid og energi på at forsøge at komme med et dækkende og samlet mål for de problemer - uddannelse, ernæring, familiært ophav - som et barn står over for. Det ville simpelthen være for tidskrævende.

"Men hvor lang tid tog det ikke Madame Curie at skabe rent radium? Tænk, hvis hun ligesom de studerende var blevet fortalt, at hvis problemet ikke kan løses på en uge eller to, så bør man ikke kaste sig over det," spørger James Heckman.

Greg Mankiw er heller ikke blind for de potentielle problemer. På sin blog skriver han, at den voksende interesse for freakonomics kan blive en udfordring på sigt. Eksempelvis hvis den fremtidige chef for den amerikanske centralbank skal rekrutteres blandt forskere, der har brugt deres tid og intellekt på at analysere spillestrategier blandt deltagere i 'Deal eller No Deal' og 'Hvem vil være Millionær?'.

Steven Levitt har svaret på kritikken i et indlæg i The New York Times. Det meste af tiden bruger han imidlertid på at gøre grin med journalisten, som har stået bag artiklen i The New Republic. Han fremhæver dog, at han selv mener, det meste af hans forskning rent faktisk beskæftiger sig med vigtige spørgsmål, som andre ikke har formået at svare på.

Et mere substantielt svar på kritikken er kommet fra Joshua Angrist, professor i økonomi ved det ansete Massachusetts Institute of Technology (MIT). Han påpeger, at økonomi er baseret på den opfattelse, at der er en række simple principper, der kan forklare menneskers opførsel i mange sammenhænge. Derfor kan et studie af prostitueredes adfærd være af præcis lige så stor nytte for udviklingen af økonomi som videnskab som et studie af 10.000 fabriksarbejderes arbejdsrutiner.

"Og hvad angår bogen 'Freakonomics'. Min datter på 17 år begyndte af egen fri vilje at læse den sidste år. Hun vidste slet ikke, at økonomi kunne være så sejt. Endnu bedre, nu spørger hun interesseret, hvad jeg arbejder med. Så jeg tager hatten af for Dubner og Levitt. Jeg håber at se mange af deres læsere til en økonomiforelæsning en dag," slutter Angrist sit indlæg på The New Republics hjemmeside.

Freakonomicsbølgen - tre bøger at starte ud med:

'Freakonomics: A Rogue Economist Explores the Hidden Side of Everything'. Af Steven D. Levitt og Stephen J. Dubner. Udgivet af William Morrow. Udgivet på dansk af forlaget Fyrbakken.

'Discover Your Inner Economist: Use Incentives to Fall in Love, Survive Your Next Meeting, and Motivate Your Dentist'. Af Tyler Cowen. Udgivet af Dutton Adult.