"Der er to ting, jeg brænder for. Det ene er et bedre miljø, og det andet er en udjævning mellem rig og fattig på jordkloden. Det udviklede sig sådan, at jeg uddannelsesmæssigt kastede mig over miljøområdet. Det er ikke, fordi jeg synes, det ene er vigtigere end det andet, men det blev miljøet, jeg satte mig ind i. Så derfor er det der, jeg synes, at jeg kan gøre en forskel," siger Christian Ege. Han blev færdig med en Tek-Sam fra RUC i 1979. Uddannelsen er tværfaglig og indeholder både samfundsvidenskab og naturvidenskab. Christian Ege har stor glæde af sin tværfaglige baggrund i forhold til sit arbejde. Det ene øjeblik bruger han sin naturfaglighed til at tage stilling til diskussionen om klimaforandringer. Det næste øjeblik bruger han samfundsvidenskaben til at diskutere politiske løsninger på miljøproblemer.