Djøfisering - en ubehandlelig holdning

07-02-2008
2 min.

Læserbrev fra Erik Sejrup, M.scient.soc.

Danmarks Jurist og Økonom Forbunds hovedbestyrelse har i sin visdom erkendt og besluttet: Nedsættelse af topskatten med 66.666 Kr. er vejen til danskens og den danske velfærds frelse.

Man har ikke fundet nye slagkraftige argumenter herfor! Og de var (og er) slet ikke til debat mellem standslogen DJØFs menige medlemmer.

For al denne visdom er opsamlet under en lukket udvalgsbehandling, hvor særligt inviterede gæster (eksperter med de rigtige meninger) har ydet deres små puslespilsbidrag til afklaring af logebrødrenes himmelske klarsyn om, hvordan man skaffer mere og bedre arbejdskraft.

Det er hermed lykkedes for de 50.000 djøferes særligt udvalgte, at overse såvel det største nationale (de 900.000 marginaliserede medborgere) som det største internationale problem (klimakollapset).

Der er 60.000 ubesatte stillinger i kongeriget! Det hævder Dansk Arbejdsgiverforening.

Hvordan hænger det sammen med, at 900.000 medborgere er trængt ud af arbejdsmarkedet samtidigt med at resten af arbejdsstyrken farer klynkende, stresset og fortravlet omkring?

Det ved vi ikke, for heller ikke Det Konservative Folkeparti har fundet gode argumenter for en nedsættelse af topskatten, men nu kommer hjælperen standslogen DJØF dem til undsætning og hvis ikke et sammenrend af samfundsvidenskabelige akademikere pr. definition har ret - så er der noget galt i Danmark.

Og med det sidste akademiske udspil om folkets gunst, er vi nu alle sammen på niveau med Storm P's lille hund, der afmærker sit magtområde ved at strinte op ad en lygtepæl.

"Hvorfor gør du det lille ven"? Og hunden svarer: "Fordi her stinker af pis".

Og når det danske folk så snobber opad og pisser nedad, skyldes det selvfølgeligt, at bistandsklienter, pakistanere, arbejdsløse, arabere og hjemløse stinker.

Det kan jo ikke være anderledes - nu har vi jo pisset på dem i årevis!

Så trods alle forsøg på pacificering og civilisering gennem diverse uddannelsesinstitutioner, har den danske befolkning stadig sine naturlige instinkter i behold. Bare spørg Pia.

Nu kunne nogen indigneret indvende, at vi trods alt er blevet meget klogere i Danmark 2007.

Det er rigtigt! Vi har både læst Darwin og blevet meget klogere.

Vi ved nemlig: En topskattenedsættelse giver 500.000 danskere heraf 50.000 velbjergede djøfere øget købekraft. Den bliver brugt til flere store biler, luksusforbrug samt udlandsrejser. Det kræver flere fly og flere motorveje osv.

Det ødelægger vores handelsbalance og bringer kloden nærmere sit klimakollaps.

Men det bekymrer ikke os danske. Vi har vores egen lille nationale tilføjelse til Janteloven:



"Vi er et lidet fattigt land. Vi har ingen indflydelse på noget, så vi kan bare té os, som vi vil."

Ja Danmark er et lille land.

Mennesket er ikke et intelligensvæsen, men et flokdyr - og hvis de klogeste dyr i flokken, med demonstrativ overbevisning vælger en anden retning - så følger efterhånden selv ronkedorerne med.

Så det lysner forude.

Naturen regulerer sig selv - og hvis vi ikke var i forrygende tidsnød, havde vi heller ikke grund til at være bekymret, hverken for vores egen eller den næste generation af flokdyr.

Erik Sejrup, M.scient.soc.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.