Comeback Kid

"Det store spørgsmål i 1968 knytter sig til længden af nederdele. I de sidste par år har den officielle længde været lige over knæet. Spørgsmålet er nu, om man skal bevæge sig 30 cm længere ned?"

Dette spørgsmål kunne man for præcist 40 år siden læse i New York Times. Præsident De Gaulle var mindst lige så afslappet, da klokken slog midnat ved årsskiftet 67/68: "Jeg hilser 1968 velkomment med sindsro".

Med et næsten globalt studenteroprør, der bl.a. gav De Gaulle dødsstødet, for slet ikke at tale om mordene på Robert F. Kennedy og Martin Luther King blev disse forudsigelser gjort til skamme. Ja, de minder én om, hvor varsom man skal være med "spåkoneriet"!

Ikke desto mindre er der i hvert fald én overordnet forudsigelse, jeg godt tør komme med: I 2008 får EU-debatten comeback i Danmark. Det kan godt være, at den ikke kommer til at konkurrere med dramaet i USA, hvor f.eks. Fru Clinton allerede har vist, at Comeback Kid ikke kun er en betegnelse, der kan anvendes på Bill. Men EU-debat bliver der.

Først skal Lissabon-traktaten godkendes af Folketinget. Derefter følger så opgøret om de danske EU-undtagelser, som statsministeren tog fat på i sin nytårstale. Det fyger allerede igennem luften med modeller a la "big bang", tipskupon eller solo-afstemning. Ikke overraskende  er omdrejningspunktet for debatten, hvor hurtigt regeringen skal skynde sig: skal den lægge de tre afgørende undtagelser ud til afstemning i 2008, eller skal den nøjes med to eller måske kun én?

Uden tvivl kommer denne debat til at bølge frem og tilbage i løbet af foråret. Så her kun to serviceoplysninger. Den første knytter sig til, at regeringen rent faktisk ikke ønsker at afskaffe samtlige undtagelser. Primært pga. den særlige danske 24-årsregel ønsker regeringen "kun" at modernisere det retlige forbehold. Ordningen går kort fortalt ud på, at Danmark (helt ligesom Storbritannien og Irland) kan tage stilling fra sag til sag og dermed ikke på forhånd forpligter sig til at være med i samtlige tiltag. Lidt poppet kan ordningen betegnes som en tag-selv-bord ordning, hvor Danmark tager for sig af de lækre retter, men lader dem stå, som ikke falder i den danske smag.

Nu kan man kan mene meget om denne ordning, men pointen her er sådant set bare, at den kommer til at komplicere "modelvalget". Hvis regeringen vælger f.eks. tipskuponen med tre spørgsmål, står den over for en afstemning, hvor to af undtagelserne skal ophæves, mens den sidste kun skal moderniseres. Ein bisschen kompliziert!

Den anden serviceoplysning drejer sig om SF. Inspireret af det amerikanske præsidentvalg kan SF bedst betegnes som Danmarks Ohio. Hvor det i USA er Ohio, som er den afgørende svingstat, er det i Danmark ofte SF, der er tungen på vægtskålen i EU-spørgsmål. I de seks danske EU-folkeafstemninger har SF kun én gang været ude af trit med vælgerne, nemlig i forbindelse med Amsterdam-traktaten i 1998. Så mon ikke det også er relativt sikkert, at regeringens "modelvalg" i høj grad vil blive påvirket af Villy Søvndal, der indtil videre har sagt nej tak til en euro-afstemning?

Mindst lige så sikkert er det, at vi i forbindelse med en afstemning vil få en relancering af klassikeren over alle klassikere: Hvorfor er EU så kompliceret og ufolkeligt? Og hvad skal der til for, at EU bliver en folkesag?

Nuvel, nu kunne man jo kaste sig ud i lange akademiske redegørelser om globalisering, identitet og legitimitetsmodeller. Men måske er sagen egentlig ikke så kompliceret: For hvordan kan man egentlig forvente, at vælgerne stormer ned til forsamlingshusene for at diskutere EU - og ikke mindst mellem afstemningerne løbende holder sig opdateret - når EU-debatten stort set dør ud, så snart der ikke er en EU-stemmeurne i sigte? Er der f.eks. nogen, der kan huske en levende debat om EU og undtagelserne under folketingsvalget?