Men ikke desto mindre valfarter Parlamentets medlemmer, ansatte, praktikanter, gæster og lobbyister mod kantinen fra klokken 11.30. De to sidstnævnte grupper plus praktikanterne først, for i Parlamentet er der et helt klart hierarki, og det betyder, at efter 11.45 bliver de nævnte grupper ikke lukket ind. Det fortæller min medspiser Maj Aslett-Rydbjerg, der er politisk medarbejder hos Søren Søndergaard, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Og hjemlandets traditioner sætter også sit præg på spisetiderne. Mellem 11.30 og 12.30 spiser de fleste skandinaver - typisk en let ret eller bare en sandwich med salat. Ved 12.30-tiden dukker tyskerne og østeuropæerne op og først ved 13.30-tiden dukker sydeuropæerne op. Og så kommer der tre retter på bakken, fortæller Maj Aslett-Rydbjerg.