Hvornår er relationen mellem forældre så konfliktfyldt, at det påvirker barnets liv for negativt? Thorkil Vestergaard-Hansen (TVH) mener blandt andet, at "de meget konfliktfyldte sager omkring brudte parforhold forekommer i et lille mindretal" ('Far ud af barnets liv', DJØF Bladet nr. 20). TVH har muligvis ret, hvis vi taler om vold. Men der er flere aspekter, som jeg mener bliver overset. Børn risikerer at komme i klemme mellem forældrene, selvfølgelig hvis der er tale om vold, men også ved misbrug, en psykisk ustabil forælder eller et højt og vedvarende konfliktniveau mellem forældrene. Sidstnævnte gruppe er desværre næppe et 'mindretal', og disse konflikter kan også være særdeles skadelige for børnene.