Forældreansvarslov - uden ansvar for børnene

Loven tager børn som gidsler i en ligestillingskamp mellem kønnene. Vi skal passe på, for det stiller rigtigt store krav til statsforvaltning og domstole for ikke at lade sig forblænde af veltalende forældre, der overser børnenes behov.

Netop det, at der fra starten er fælles forældremyndighed, sender et kraftigt signal til fædrene og mødrene om, at skilsmissen er en anledning til, at man bliver enige om ting og sager i forhold til børnene. Det anser Karsten Aaen som lovgivning med perspektiv, som han skriver i en kommentar til den nyligt afholdte konference den 22. oktober. Selv har jeg oplevet statsforvaltning og domstole, der overser børnenes behov og dømmer til fælles forældremyndighed i ligestillingens hellige navn og efterlader børnene i en hverdag, hvor konflikterne fortsætter.

Fælles forældremyndighed giver ingen mening, når far og mor ikke vil løfte det fælles ansvar. Jeg blev skilt med håndslag om samarbejde og fælles forældremyndighed, men i stedet blev konfliktniveauet skærpet dag for dag og endte i retten for at ophæve den fælles forældremyndighed. På det tidspunkt havde vi gennem fem år været til konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning i statsforvaltning og kommunalt familiecenter.

Man kan dele en lakridsstang, men ikke et barn. Fælles forældremyndighed betyder, at man står under samme paraply og i fællesskab har ansvaret for at stå op for barnet. Hvis man udlægger det, som at man har krav på at dele barnet ligeligt mellem to hjem, overser man i mange tilfælde børnenes behov og handler egoistisk og rethaverisk og sætter sine egne behov i centrum, siger Anja Cordes, formanden for Danske Familieadvokater.

Det er volapyk at dømme til fælles forældremyndighed, for når forældre går til statsforvaltning og domstole, er det, fordi de ikke kan løfte opgaven om at stå op for barnet sammen. I det tilfælde er vi nødt til at give barnet en base hos den forælder, der bedst kan opfylde barnets behov, og den forælder, der kan omstille sig til den forandrede situation, det er ikke længere at leve sammen.

Den stærkeste forestilling i vores samfund om retfærdighed er lighed, som vi kun kan definere i relation til individuelle rettigheder. Men lighed fungerer rigtigt dårligt i relation til forældreskab, siger lektor i familieret, Annette Kronborg fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Det er fuldkommen rigtigt, og derfor mener jeg, at statsforvaltning og domstole er nødt til at afgøre, hvem der skal have forældremyndigheden alene, når man ikke længere er to forældre, som i fællesskab kan tage ansvaret. Det vil sige:

• Hvem er den primære omsorgsperson
• Hvem varetager bedst den samlede forældrekontakt
• Hvem opfylder børnenes behov
• Hvem sikrer færrest ændringer i børnenes liv

Der findes ikke lige forældre, men de er fælles om ansvaret for deres børn. Hvordan kan to uenige forældre bære et fælles ansvar? Det er netop den opgave, statsforvaltningen skal løse, når forældre søger konfliktmægling eller børnesagkyndig rådgivning. Men kan de det? Ventetiden er lang, og rådgiverne er konfliktsky, det er de erfaringer, jeg kan videregive.

Samtidig siger loven, at barnet skal høres i forbindelse med en retssag. Jeg har oplevet, hvordan byretten indkaldte mit barn til en samtale med dommeren og en børnepsykolog, hvor de havde en længere samtale. I landsretten oplevede jeg, hvordan tre landsretsdommere traf deres afgørelse på grundlag af en samtale på ti minutter. Der foregår meget, og usikkerheden er stor inden en retssag, og ofte bliver børnene manipuleret og truet til at mene det 'rette'. Den ene forælder kan for eksempel lægge pres på børnene ved at give udtryk for, at hvis ikke begge forældre får forældremyndigheden, så kommer børnene ikke til at se den forælder, som ikke har forældremyndigheden.

Med den nye forældreansvarslov vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, at dommerne kan foretage en konkret bedømmelse af sagen, når loven på forhånd kræver en generel løsning, nemlig fælles forældremyndighed.