Embedsmand på fransk

18-12-2008
2 min.

Livet som udvekslingsembedsmand i Paris indebærer længere arbejdsdage, og ditto frokostpauser, men også et sjovt indblik i både skrevne og uskrevne regler for embedsmandspraksis i et andet EU-land, siger Pernille Sørensen.

Som led i en dansk/fransk udvekslingsaftale har Pernille Sørensen valgt i ti måneder at skifte det trygge job som kontorchef i Miljøstyrelsen ud med et job som menig embedsmand i det franske økologiministerium.

"Jeg har boet i Frankrig som ung og senere i Bruxelles og har altid haft en drøm om at prøve at leve og arbejde helt og aldeles på fransk i en periode. Derfor sagde jeg ja tak, da muligheden bød sig for at komme til Paris som embedsmand," fortæller cand.scient.pol. Pernille Sørensen, der 1. marts startede i det internationale klima- og energikontor i det franske ministerium for økologi, energi, bæredygtig udvikling og planlægning.

Anledningen til udvekslingsaftalen er det franske EU-formandskabs forberedelse af klimatopmødet, COP15, der næste år afholdes i København.

"Fra både dansk og fransk side mente man, at det kunne være en fordel for både os og dem, at en dansk embedsmand tog til Frankrig for at hjælpe det franske EU-formandskab med forberedelserne til klimatopmødet næste år," siger Pernille Sørensen, som er den første dansker, der deltager i en sådan embedsmandsudveksling. Noget som er langt mere brugt mellem andre EU-lande, især de gamle EU-lande som Frankrig og Tyskland.

Rent fysisk sidder Pernille Sørensen i ministeriets internationale afdeling, hvor hun, som helt almindelig embedsmand, arbejder for den EU-ekspertgruppe under det franske formandskab, der koordinerer EU-landenes holdninger og blandt andet udarbejder notater til klimakonventionen.

Anden kultur og større hierarki

Pernille Sørensen synes, det har været berigende og sjovt at fungere som fransk embedsmænd og ikke mindst også opleve en helt anden embedsmandskultur end den danske. Rent praktisk starter arbejdsdagen fx først ved 9.30-tiden, frokosten varer gerne halvanden time, og klokken er ofte mere end syv aften, inden hun og de andre kolleger forlader kontoret. Også for dem, der har små børn. Dertil kommer de rent arbejdsmæssige forskelle.

"I den danske centraladministration har vi meget formaliserede rammer for, hvordan vi samarbejder og træffer beslutninger. Det gør systemet mere gennemsigtigt. Sådan er det ikke her. Her er der et større hierarki og mange beslutningsniveauer. Sager kan godt ligge og blive skubbet frem og tilbage i lang tid - og pludselig er der truffet en beslutning, men af hvem og hvorfor står ikke altid klart," siger Pernille Sørensen, som derfor indrømmer, at hendes danske behov for effektivitet og hurtighed har været udfordret nogle gange.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.