Djøferne er en vigtig del af fremtidens TDC

04-12-2008
2 min.

Læserbrev fra Camilla Brehm Suhr, HR-udviklingsdirektør i TDC.

Det var med overraskelse, at vi i DJØF Bladet nummer 16 kunne læse, at Jan Bardino, formand for AC-klubben i TDC, hævder, at djøferne fosser ud af TDC - og at ledelsen bare ser til. Både nu og fremover sidder AC'ere, herunder djøfere, på mange nøglepositioner i TDC.

At TDC er en del af et marked med benhård konkurrence står ikke til diskussion. Derfor har TDC været gennem nogle forandrings- og effektiviseringsprocesser, som har været livsnødvendige. Så ja, TDC har effektiviseret og reduceret. Men vi har i lige så høj grad udviklet - både på produktsiden - fx TDC TV og TDC PLAY - og på medarbejdersiden gennem medarbejderudviklingssamtaler, trivselsmålinger, talentprogrammer mm.

En virksomhed, der ikke udvikler og satser på sine medarbejdere, er næppe på markedet i lang tid. At TDC i dag har en fornuftig markedsposition, skyldes TDC's dygtige og kompetente medarbejdere og ledere. TDC kvitterer for det faktum ved at skabe gode arbejdsvilkår for alle, uanset om du er nybagt far, kvindelig leder eller akademiker i dit første job.

I TDC er cirka 13 procent af medarbejderne AC'ere. Djøfere i TDC løber fx strategier i gang, styrer projekter på tværs af forretningen og har en finger med i spillet i udviklingen af morgendagens produkter. AC'ere er også at finde i stabsfunktionerne - fx som eksperter i økonomi, jura eller noget helt tredje. 

Dette er selvsagt områder med stor væsentlighed for TDC's forretning. Derfor har TDC også en stor vilje til at fastholde AC'ere. Dette gør vi på flere niveauer: Fastholdelse er i høj grad betinget af dagligdagens arbejdsopgaver og udviklingsmuligheder. Her spiller vores ledere en afgørende rolle, og derfor er ledelse kontinuerligt på dagsordenen i TDC. Som organisation måler vi alle nye TDC'eres forventninger til TDC (gennem vores Entrymåling), trivsel i dagligdagen (gennem vores Trivselsmåling) og årsager til, hvorfor nogle vælger at forlade os (gennem vores Exitmåling). Dermed har vi et strategisk og systematisk værktøj, der gør os i stand til at sætte ind steder, vi har udfordringer.



I TDC anser vi fokus på fastholdelse som alfa og omega for vores forretning: Djøferne er nemlig en vigtig del af TDC's fremtid.

Camilla Brehm Suhr
HR-udviklingsdirektør i TDC

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.