Nødråb fra SKATs øverste chef

20-11-2008
1 min.

Skattechef sender nødråb til politikerne.

Siden fusionen med de kommunale skatteforvaltninger i 2005 har SKAT reduceret antallet af medarbejdere fra 9.900 til 8.600 - først og fremmest gennem naturlig afgang som pensionering. Frem til 2010 skal SKATs bemanding på samme måde yderligere reduceres med 1.700 stillinger.

Men når krisen kradser, giver det flere konkurser, flere gældsplagede virksomheder og borgere og øget skattetænkning - og dermed flere skatterestancer og øget behov for kontrol med virksomhedernes skatteregnskaber.

"Effektiviseringerne er planlagt under økonomisk vækst. Ikke i en økonomi, som går ned i en depression. Vi kan godt forøge antallet af kontroller, men ikke hvis vi har langt færre ressourcer end tidligere, og det skal man bare gøre sig klart," sagde Ole Kjær til Jyllands-Posten.

I forvejen kan SKAT ikke nå de måltal, som er aftalt med regeringen for inddrivelse af udestående skattegæld hos virksomheder og borgere.

"Vi har ikke nogen som helst chance for at nå dem," fastslog Ole Kjær overfor Jyllands-Posten. "Vi vil selvfølgelig øge vores fokus på dem, men ret beset er SKAT så klemt, at der ikke er nogen mulighed for at tilføre ressourcer til det område uden, at det går ud over et andet."

Tillidsrepræsentanten for de ca. 1.050 menige djøfere i SKAT, formanden for AC-Landsklubben SKAT, cand.jur. Katja Munkholm Nielsen, bakker op om Ole Kjærs udmelding.



"Allerede i dag er ressourcesituationen på nogle områder kritisk. Finanskrisen vil med stor sandsynlighed medføre behov for ændring i anvendelsen af ressourcerne," siger hun til djøfbladet.

"Vores medlemmer er pligtopfyldende og engagerede," fastslår hun.

"Derfor er det utilfredsstillende at se, at restancerne stiger og skattetænkningen øges uden at kunne gøre noget på grund af manglende ressourcer. Det går ud over djøfernes faglige stolthed og undergraver visionen om en attraktiv arbejdsplads."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.