FAAF generalforsamling 2008

7.11.2008

af

Fokus på arbejdsvilkårene i advokatbranchen.

"Det er vist ikke passende at dele tudekiks ud nu." Sådan lød det fra Line Sofie Bytoft, bestyrelsesmedlem i FAAF (Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF), på årets generalforsamling, da hun skulle skyde en debat i gang om arbejdsvilkårene i advokatbranchen.

Og det er såmænd ikke fordi, hun og den øvrige bestyrelse ikke mener, at der er noget at komme efter og noget at arbejde for. Men forud for debatten lagde deltagerne øre til en beretning om arbejdsforholdende for advokater og fuldmægtige i henholdsvis England og Italien. Det var to medlemmer af European Young Bar Associations (EYBA) bestyrelse, et Europæisk netværk for yngre advokater, som FAAF også er medlem af, der var inviteret til at tegne et billede af de noget hårde arbejdsforhold i London og Rom.

Men arbejdsvilkår, arbejdstid og løn har været og er stadig et af FAAFs kerneområder og et område, der til stadighed kræver fokus, mener bestyrelsen. Men for at sikre sig, at det nu også er i trit med, hvad FAAFs medlemmer mener, vil de gennemføre en medlemsundersøgelse, fortalte Line Sofie Bytoft.

En kommentar fra salen gjorde opmærksom på, at det i lige så høj grad er advokaterne og fuldmægtigenes eget engagement og forventninger til arbejdsindsatsen, der lægger pres på dem selv, som det er et pres, der kommer fra partnerne.

Dagens anden og sidste kommentar i debatten om arbejdsvilkårene i advokatbranchen kom fra en arbejdsgiverrepræsentant Lars Svenning Andersen, formanden for den nystiftede brancheforening 'Danske Advokater'. Han tilkendegav, at Danske Advokater gerne ville være med til at gennemføre en undersøgelse af vilkårene i branchen, for som han sagde:

"Vi mener, at vi sammen kan skabe en rigtig god branche, og vi har ingen interesse i at læse i aviserne, at vi gør det skidt, og det har I heller ikke."

Morten Schwartz Nielsen, FAAFs formand berettede, at FAAF netop har lagt stor vægt på at få en god dialog med Danske Advokater. Og sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer ridsede han nogle af de områder op, som FAAF i øvrigt har arbejdet med det seneste år, og som de fortsat vil arbejde med. Det internationale samarbejde med blandt andet EYBA har fået et forøget fokus. Og så har FAAF som et pilotprojekt tilbudt seks fuldmægtige og advokater et coachingforløb inklusiv en personlighedstest. Tilbagemeldingerne har været så gode, at det nu bliver et permanent tilbud til FAAFs medlemmer.

Under gennemgangen af FAAFs årsregnskab tilkendegav Morten Schwartz Nielsen, at det formentlig nok var sidste gang, at generalforsamlingen blev afholdt i samme form især i erkendelse af, at kun cirka 60 af FAAFs medlemmer havde meldt til repræsentantskabsmødet og den efterfølgende årsfest.

Morten Schwartz Nielsen blev genvalgt som formand uden modkandidat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet