Erhvervsforskere giver kompetenceløft

20-11-2008
1 min.

Ved at ansætte en erhvervsforsker får man som offentlig virksomhed mulighed for selv at være med til at skabe ny forskning, lyder det fra Christian Bason, innovationschef i MindLab.

"I MindLab har vi en ambition om at være det førende kompetencemiljø inden for brugercentreret innovation i det offentlige. Hvis vi skal holde den ambition, har vi også brug for et forskningsmæssigt input i vores arbejde. Derfor har vi valgt at ansætte erhvervsforskere her på stedet," siger Christian Bason, der er innovationschef for MindLab, en tværministeriel enhed mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Skatteministeriet, der arbejder med at udvikle og innovere den offentlige service ved at inddrage brugerne.

Han ser mange forskellige måder at arbejde med forskere på, når man er en offentlig virksomhed. Og det at have et løbende samarbejde eller at afholde konferencer med eksterne forskere er nok de mest almindelige, men også mere kortsigtede samarbejdsformer.

"Ved at ansætte en erhvervsforsker får man pludselig sin egen medarbejder, der ikke skal lave andet i tre år end at forske på et givent felt, som er relevant for arbejdspladsen. Og det er jo en meget mere langsigtet måde at arbejde med forskning på og en stor fordel for en arbejdsplads som vores," forklarer Christian Bason.



Erhvervsforskerordningen, som administreres af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, har i en årrække eksisteret for private virksomheder, men blev sidste år indført for offentlige arbejdspladser. MindLab var en af de første offentlige virksomheder til at slå en stilling op og har i dag to erhvervsforskere ansat. Karen Boll er den ene. Den anden er Nina Vohnsen, der er antropolog, og som forsker i lediges rejse gennem Beskæftigelsesministeriet.

"Med forskning er det jo i sagens natur ret åbent, hvad det fører til i sidste ende, så vi ved jo ikke konkret, hvad der kommer ud af de her forskningsprojekter. Men allerede nu er det en stor gevinst for vores arbejdsplads, da vi jo har fået nogle skarpe kolleger ind i vores daglige arbejdsmiljø, som ser verden i et andet perspektiv, end vi er vant til," siger Christian Bason og forklarer videre, at hvor man i MindLab almindeligvis har en meget praktisk tilgang til brugeradfærd og offentlige services, får man nu tilført en række nye teoretisk funderede antropologiske metoder til arbejdet.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.