Wall Street er død - Staten lever

Men et princip har han dog bidraget til at stadfæste den senere tid: Det er statens rolle at redde større finansielle institutioner i krise. Selv om enkelte banker har fået lov at sejle deres egen sø, så er finansmarkedernes problemer blevet til skatteydernes ansvar.

Er det virkelig en politisk, økonomisk og moralsk god idé? Ja, for ellers ville hele systemet falde sammen, lyder argumentet. Erfaringerne fra 1930'erne skræmmer. En lille indsats for sent var medvirkende til et bankkrak, der medførte den massive krise, der var forløber for 2. Verdens krig. Der skal ikke herske tvivl om, at krisen nu er så alvorlig og dyb, at det ville være helt uansvarligt ikke at gribe ind.

Spørgsmålet er bare hvor meget og hvordan. Hvornår en finansiel institution er for stor til at falde? USA's regering reddede investeringsbanken Bear Sterns, men lod den større konkurrent Lehman Brothers falde. Herhjemme kan man spørge om Roskilde Bank, som Nationalbanken opkøbte, er så vigtig, at dens konkurs ville true det finansielle system? Hvor mange banker er Nationalbanken villig til at opkøbe, hvis det virkelig går galt? Udover at staten sjældent er en god ejer af en virksomhed på et marked med konkurrence, rejser nationaliseringsbølgen også det såkaldte "moral hazard" problem. Hvis en bank regner med at staten køber, hvis det går galt, vil den tage for stor en risiko. Og det problem er ikke bare teoretisk.  Mange banker har taget urimelig store risici, hvis ikke hammeren falder hårdt, vil de gøre det igen.

Det moralske problem er dog ikke så slemt med deciderede statsovertagelser, som Roskilde Bank og i USA kreditinstitutionerne Fanny Mae og Freddie Mac, fordi bankens aktionærer faktisk mister deres værdi, og fordi skatteyderne får gevinsten, når markedet vender.

Det er meget værre, når staten går ind i en gråzone og hjælper uden at få ejerskabet. Sådan var Paulsons oprindelige forslag til en 700 milliarder dollar pakke.  Forslaget var, at staten opkøber de usikre bolig-obligationer. Da hele problemet er, at ingen andre tør røre de boligpapirer tager staten en gigantisk risiko og giver reelt et subsidie til bankerne. Princippet er åbenbart, at staten betaler, når det går galt, og aktionærer og ansatte, som er blevet skyhøjt betalt for at tage risiko, slipper af sted med skindet på næsen. Den slags støtteordning til en branche i krise er politisk, moralsk og økonomisk dumt og vil ikke føre til den selvransagelse og de grundlæggende forandringer, der er brug for på det globale finansielle marked. Man må håbe det ender med, at de amerikanske skatteydere får ejerandele i de virksomheder de hjælper. Det gjorde de svenske skatteydere, da den svenske stat reddede bankerne i starten af 19990'erne, og de kan bl.a. glæde sig over et værdifuldt 20 pct. ejerskab af Nordea.

Men uanset hvordan staten griber ind, må man spørge, hvor det hele kan ende, og hvad de bredere samfundskonsekvenser vil være. En god ven, som arbejder på Wall Street skrev til mig, at stemningen lige nu er, at Wall Street i sin nuværende form er død. De bedste folk vil søge andre steder hen, lønningerne falde og vi vil opleve en helt ny type regulering, mente han. Det er formentlig en sund udvikling.

Derudover er der næppe tvivl om, at vi går en tid i møde, hvor fortalerne for frie let regulerede markeder får det svært. Som flere kommentatorer ironisk har bemærket bryder USA i disse uger de regler, de tidligere har stillet som betingelse for långivning til lande i finansiel krise, fx Sydkorea og Argentina. Det bliver svært at tage USA og andre vestlige lande alvorligt som fortaler for deregulering i udviklingslande fremover.