Fra arbejdsgiverorganisation til FashionAid

23-10-2008
2 min.

Navnet lugter lidt af mølkugle, men både moden og markedet er syvmileskridt fra det, der var udgangspunktet for brancheorganisationen Dansk Textil & Beklædning, da den blev grundlagt i 1895.

Den flygtige mode kan få sveden frem hos mænd og kvinder verden over, der forsøger at følge med. Men hvad med den organisation, der næsten bogstaveligt skal klæde danske tekstil- og beklædningsvirksomheder på til kapløbet?

Man skal være parat til at omstille sig og navigere innovativt i processer. For selv producenter af arbejdsbeklædning eller tæpper er bundet op på mode som et overordnet begreb, konstaterer Mikkel Gudsøe, advokat i brancheorganisationen Dansk Textil & Beklædning (DTB).

"Hvis det er mode inden for det givne kundesegment at indrette med nanoteknologiske tæpper, er det det, folk går efter. Selvom tæppet bare skal ligge i en industribygning."

DTB har gennemgået forandringen fra at være en traditionel arbejdsgiverorganisation til at være et specialiseret rådgivningshus, der vejleder om alt fra HR, miljø og jura til trends, forretningsudvikling, forhandling og social ansvarlighed. Fra at være nationalt orienteret til at orientere sig mod producenter overalt i verden fra Bulgarien til Bangladesh. Fra at være fokuseret på rene tekstilvarer og beklædning til også at rumme assesoires, tasker, sko og smykker.

Tre tons tøj til Dansk Røde Kors

Rådgivning om overenskomstforhandlinger og HR fylder stadig meget, men ved siden af har et område som CSR og bæredygtig mode taget stadig mere plads som en del af de 350 medlemsvirksomheders forretningsudvikling. Blandt andet står DTB i spidsen for programmet FashionAid, der indeholder en lang række socialt orienterede aktiviteter, medlemsvirksomhederne kan koble sig på. Fx at donere fejl- eller overskudsproduceret tøj til hjælpeorganisationen Dansk Røde Kors, som siden sælger det videre eller deler det ud i flygtningelejre rundt omkring i verden. Bare på den første måned er godt tre tons tøj doneret via FashionAid.



Et andet CSR-tiltag er den nylige indvielse af en CSR-manageruddannelse. I løbet af en uge bliver deltagerne undervist i begreber og teori omkring klima, arbejdstagerrettigheder osv. Dels får de viden, dels får de et netværk og viden om at skabe merværdi i forhold til produktionen i især Østen.

DTB's fortsatte mission er at hjælpe med at fremtidssikre medlemmerne i en tid, hvor moden globaliseres, og definitionerne mellem brancherne udviskes. En del af vejen hertil er også at fremtidssikre organisationen selv. Dette blandt andet ved at investere målrettet i at rekruttere og fastholde de rigtige medarbejdere, heriblandt også senest en udviklingsdirektør, der skal sikre, at organisationens identitet udadtil falder helt i tråd med, hvad den egentlig laver - og måske endegyldigt børste støvet af navnet.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.