En ny 49'er?

Sommerens hektiske debat om EF-domstolen og OL-højdepunkterne som 49'eren har givetvis fået de fleste til at glemme alt om Lissabon-traktatens overlevelsesmuligheder efter det irske "no". Lige inden efterårsferien kommer temaet imidlertid på ny til debat. Her skal stats- og regeringscheferne nemlig gøre status på et topmøde. Meget tyder dog allerede på, at der langt fra vil blive sat punktum i traktat-saga'en. Pointen er nemlig, at irerne langt fra har fået øje på nogen landingsbane. Hvor nogle tidligere håbede på, at irerne på topmødet ville fremlægge en plan for, hvordan traktaten kan træde i kraft, er forventningen nu, at de vil nøjes med at fremlægge en analyse: Hvorfor var det egentlig, at irerne vendte tommelfingeren nedad?

Hovedparten af denne analyse blev offentliggjort medio september og har allerede givet betydelig stof til eftertanke i Irland. Analysen viste, at hele 42% af nej-sigerne anførte "mangel på viden om traktaten" som deres hovedargument. Over 40% var bekymrede for, at traktaten ville tvinge Irland til at skifte skattepolitik, medens tilsvarende høje procentsatser frygtede for landets abortlovgivning og sikkerhedspolitiske status. Ganske slående var disse tre emner i stand til at trække så mange nej-stemmer på trods af, at ja-siden brugte uhyre meget krudt på at tilbagevise, at de overhovedet havde noget med traktaten at gøre.

I praksis sætter analysen derfor en tyk streg under, hvor vanskeligt det er for ja-siden at vinde folkeafstemninger. Ikke overraskende har den irske regering da også allerede mere end antydet, at den vil skynde sig langsomt. Ganske vist har f.eks. europaministeren givet udtryk for, at der skal stemmes igen, men hvad er lige garantien for, at regeringen denne gang vil kunne tage hånd om befolkningens bekymringer? Når alt kommer til alt, er skat, abort og sikkerhedspolitik jo ikke lige frem 'newcomers' i den irske debat. Dertil kommer naturligvis det uhyre vanskelige i, at regeringen skal lægge stort set den samme traktat ud til afstemning to gange. Det fængende modargument runger allerede i ørerne: Hvorfor kan politikerne dog ikke forstå, at et nej er et nej? Og havde vi monstro fået lov at stemme igen, hvis det var blevet et ja?

Nødvendigheden af at skynde sig langsomt hænger også sammen med det kommende Europa-parlamentsvalg. Skal irerne nå at ratificere traktaten inden Europa-parlamentsvalget i juni 2009, bliver de nødt til allerede at stemme tidligt på foråret samme år. Ellers bliver forvirringen da først rigtig fuldendt, da såvel kandidater som vælgere naturligvis har behov for at vide, om deres lands parlamentspladser fordeles efter Nice- eller Lissabon-traktaten. Da en lynafstemning vil øge mulighederne for et nej betydeligt, tyder alt derfor på, at irerne vil udskyde en evt. folkeafstemning til efter sommerferien 2009.

Med en så lang tidshorisont kan det imidlertid efterhånden ikke afvises, at den anden irske 'Lissabon-afstemning' langsomt begynder at fortone sig i horisonten. Meget kan nemlig ske frem til efteråret 2009. Ikke alene er der Polen og Tjekkiet, der i efteråret '08 stadig ikke har sendt deres ratifikation; det britiske parlamentsvalg, med den noget EU-skeptiske konservative leder David Cameron, begynder også for alvor at presse sig på.

Så hvem ved, måske vi i 2009 kommer til at opleve en storpolitisk udgave af 49'er-dramaet? Medlemsstaterne må én gang for alle konstatere, at masten er knækket, og at båden ikke kan sejle. Ligesom i Beijing kommer hjælpen fra Kroatien. Pointen er nemlig, at Kroatien til den tid vil være tæt på at have afsluttet EU-optagelsesforhandlingerne. Da en optagelsesforhandling ifølge EU-lærebogen er en regeringskonference, vil stats- og regeringscheferne kunne benytte lejligheden til at løfte de mest presserende institutionelle ændringer (stemmevægte, udenrigsminister etc.) over i optagelsestraktaten - en traktat, som landene som bekendt har tradition for at ratificere via de nationale parlamenter.

Nuvel, indtil videre er det blot spekulation. Og det siger sig selv, at der er grænser for mange dele af Lissabon-traktaten, som stats- og regeringscheferne kan ratificere ad denne bagvej. Men ironien vil under alle omstændigheder være til at få øje på. For hvorfor var det lige, at franskmændene oprindeligt sagde "non" til forfatningstraktaten? Det var bl.a. pga. bekymringen for østudvidelsen! Så kom ikke og sig, at EU-politik er forudsigelig eller kedelig...