Dømt til demokrati efter tillidsbrud

Med finanskrisen er mistilliden vokset til de systemer, vi alle repræsenterer. Det kræver ærlighed omkring ens interesser at genetablere den.

Ville finanskrisen i Danmark have været mindre alvorlig, hvis vi ikke havde haft flexlån og afdragsfrie lån? Ja, det havde den måske. På den anden side er lånene kun en meget lille dansk dråbe i en global krise uden styrmand.

Men der er en sammenhæng. For i virkeligheden var det meget risikobetonede boliglån, der satte krisen i gang i USA. Subprimelån var lån til mennesker, som med deres mursten ikke kunne modsvare lånets værdi. Dækningen af den risiko var vi næsten en hel verden, der stod for. Det kom som en overraskelse for de fleste.

De danske lån kan på ingen måde hamle op med subprimelånene i risiko. Om flex- og afdragsfrie lån var en god idé er en politisk vurdering. De satte mere gang i boligmarkedet og forbruget i Danmark. Men de indebar også en risiko. Hvis renten stiger igen og boligpriserne fortsætter ned, så vil antallet af tvangsauktioner måske sætte spørgsmålstegn ved, om risikoen og advarslerne var tydelige nok, da lånene blev indført. Vi burde overveje, som en lektie efter finanskrisen, om vi i den offentlige debat og det politiske system er dygtige nok til at få risici og interesser frem i lyset.

Vi lever alle af at kunne stole på hinanden. Vi er hinandens rammebetingelser i tykt og tyndt, og det havde vi nok glemt lidt i optimismen og jagten på de hurtige gevinster. Krisen tyder på, at de forskellige professionelle verdener - embedsværket, finansmarkederne, erhvervslivet og politikerne ikke bare kan rende rundt og tale indforstået til de folk, de gerne vil please. Vi er nødt til at indse at vi må tale vores sag, så den kan forstås af alle. Og at vores specialviden på et område også giver et ansvar. Heldigvis er den erkendelse mere og mere evident hos både virksomheder, offentlige myndigheder og organisationer.

Det er ikke forbudt at have et ståsted og et mål med det, man foretager sig, tværtimod. Det er old school at mene, at det som udgangspunkt er flovt at repræsentere nogle, der tjener penge. Eller nogen der ikke gør. Det er også dumt at tro, at bare fordi I ikke går i Jesus-sandaler på din arbejdsplads og spiser dampede grøntsager tre gange om dagen, så er jeres stemme ikke en legitim del af demokratiet. Det er den, og der har sjældent været mere brug for den og det ansvar, der følger med. Hele CSR bølgen understreger den erkendelse.

En politisk proces bliver ikke mere ren, hvis man ikke taler med hinanden op til et lovforslag eller en forhandling. En forvaltning bliver ikke bedre af, at man ikke kigger på virkeligheden udenfor vinduet. Ligeledes skader virksomheder og interesseorganisationer deres kunder eller medlemmer, hvis de ikke kigger ind.

Jeg tror, at finanskrisen underminerer den slags lobby, hvor man lidt flovt lister rundt i ly og prakker nogen en holdning på. Lobby lugter af brune kuverter og er ikke et godt dansk ord. Det danske parlamentariske system er netop bygget op omkring, at vi som en del af en beslutningsproces kan komme med vores interesser og tør stå ved dem. Vi har indrettet vores demokrati således, at vi er afhængige af, at mennesker, virksomheder og interesseorganisationer fortæller, hvor skabet står, også selvom de, der informerer, samtidig har en interesse i sagens udfald. Hvis den viden ikke kommer frem, når vigtige beslutninger tages, så er vi alle medansvarlige for uvidenhed og mistillid.